Om dette arrangement
UDSOLGT:Tom Buk-Swienty: historien om Karen Blixen
Hvad er den virkelige historie om Karen Blixen i Afrika? Det fortæller forfatteren Tom Buk-Swienty på denne aften med udgangspunkt i sin nye store biografi “Løvinden” - en bog om Blixens liv i Afrika baseret på mange års research og rejser i hendes fodspor i Kenya. Med sin selvbiografiske roman “Den afrikanske farm” fra 1937 om sine 17 år som kaffefarmer i Kenya slog Karen Blixen for alvor sit navn fast som internationalt kendt forfatter. Men selv om hendes bog har mange selvbiografiske elementer, er der tale om en roman. Under sin research til “Løvinden” opdagede Buk-Swienty, at virkeligheden også i tilfældet Blixen overgår fantasien. Hendes liv i det billedskønne og dybt fascinerende Kenya var langt vildere, farligere og både mere romantisk og dramatisk, end hun selv fortalte i sin bog. Det var faktisk, som det vil fremgå af foredraget, lidt af et mirakel, at hun overhovedet overlevede sit ophold i troperne!
Tom Buk-Swienty er uddannet historiker, journalist og forfatter, der blandt andet er kendt for sine to bøger om den dansk-tyske krig i 1864, Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als. Disse bøger inspirerede til DR drama-tv-serien 1864 instrueret af Ole Bornedal. Ud over aktuelle “Løvinden” har Tom Buk-Swienty også tidligere udgivet en to-binds biografi om Karen Blixens far, den eventyrlystne Kaptajn Wilhelm Dinesen, som blev den mest solgte biografi samme år.Tom Buk-Swienty er en efterspurgt foredragsholder grundet sine nærværende og levende fortællinger, der fylder foredragssalene over hele landet. Tom Buk-Swienty har med sine utal af foredrag underholdt og oplyst forsamlinger i hele landet. Hans bestsellers er læst i hundredtusindvis og er blevet en del af dansk kultur.