Kristian Vodder Svensson
Kristian Vodder Svensson (født 1976 i Tønder) er uddannet på Det Fynske Kunstakademi. Han er bosat på Møn, når han da ikke lige drager land og rige rundt. I udlandet er der også bud efter ham, og det var på vej hjem fra en udstilling i Berlin, at vi første gang fik fat i Kristian, der straks var positiv over for at udstille hos os. De kunstneriske udfoldelser spænder bredt. Ud over malerier på lærred har han udført en række udsmykninger i det offentlige rum. Mange vil have set den store silo ved Stege Sukkerfabrik. På internettet vil man finde adskillige tilsvarende værker.
Hvad vi får at se på den kommende udstilling er ikke helt til at sige, men formaterne plejer at være ganske store,- og vi har med en kunstner at gøre, som forstår til stadighed at forny sig. I sine seneste værker i acryl på lærred skaber han svævende verdener fuld af detaljer. Biotoper, fiskere, skildringer fra 1864 - hans værker er ofte uden titel, tolkningen er op til beskueren. Han har en forkærlighed for den frodige natur og kan skabe værker, som vi i høj grad kan gå på opdagelse i.
“Kristian Vodder Svenssons univers er på én gang fremmedartet og dog fuldstændig velkendt” skrev Trine Ross om hans kunst i januar 2022.
Der inviteres til fernisering fredag den 20. oktober kl. 16. på 1. sal i KulturArkaden.
Udstillingen kan ses i KulturArkadens åbningstid fra 20. oktober til 26. november 2023