Mikkel Nordvig udstiller på Præstø Bibliotek
Den næste udstiller på Præstø Bibliotek er Mikkel Nordvig, 47 år gammel og bosiddende i Præstø med kone sin bedre og ikke så lidt kønnere halvdel, Cecilie, deres fantastiske datter Elisabeth samt katten Viola, der er god til at se dekorativ ud i en solbeskinnet vindueskarm. Mikkel har altid været begejstre for musik og litteratur og han er en del af styregruppen bag Præstø Litteraturfestival. Billedkunsten kom ret sent ind hans liv.
Kunsten skal ikke være en karriere for Mikkel, for så kan han ikke gøre som han vil. I alle mulige andre sammenhænge er der kriterier og krav – hvilket er helt og aldeles rimeligt, ingen protester over det. Men når Mikkel kaster maling efter et lærred eller hælder syre og håndsprit på en blæktegning for at se, hvad der sker, så gør han det kun fordi jeg har lyst. Der kan gå hele og halve år mellem, at Mikkel leger med farver, og andre gange kan fem billeder blive til på en dag. ’Det er vanvittigt befriende at kaste sig over et fuldstændigt uforpligtende lærred og holde et kulørt frikvarter’, siger Mikkel.
I stedet for en signatur, maler Mikkel en streg mellem to af lærredets sider, når det er færdigt. Stilarter kommer og går, motiverne ligeså – den ene dag en sommerfugl, der æder en haj, den anden et morads af pointillistisk pjat. Der er ingen sammenhæng at få øje på, ikke noget, der binder det sammen. Der er ikke nogen stil – bare mig og mine indfald. Jeg er den røde tråd.
Udstillingen vil være tilgængelig i bibliotekets selvbetjente åbningstid, alle dage kl. 7-23 frem til den 30. september 2023.