Skulptur af Lisbeth Nielsen
Billedhugger Lisbeth Nielsen udstiller i Kulturarkaden fra 13. november til 13. december

Om dette arrangement

Tid
(Hele dagen)
Pris
Gratis
Target
For alle
Udstilling

Udstilling: Lisbeth Nielsen

13.11.20 - 13.12.20
Skulpturer og tegninger er kendetegnende for Lisbeth Nielsens værker

Billedhugger Lisbeth Nielsen (f. 1952) er uddannet på Århus Kunstakademi i perioden 1970-73. Hun debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1977 og udstillede senere på Charlottenborgs Efterårsudstilling. Mennesket er centralt i Lisbeth Nielsens værker. Det er specielt kvinder, både som enkeltpersoner og i mindre grupper, der optræder i hendes skulpturer og tegninger. Figurerne er skildret monumentalt, og ofte er de nærmest groet sammen med skulpturens sokkel. Lisbeth Nielsen modellerer sine skulpturer i ler eller gips, hvorefter de støbes i bronze. Figurerne er modelleret enkelt, groft og ekspressivt, men er samtidigt følsomme og intime. Den grove overflade gør, at figurerne er uden detaljer – de har ingen ansigtstræk, og derfor heller ingen individualitet.

Lisbeth Nielsen skildrer i sine skulpturer kroppen som et grundvilkår for mennesket. Også i Lisbeth Nielsens kul- og blyantstegninger er det kroppen, dens linjer, flader og form, der skildres med enkle streger og linjer. Det er kroppens skulpturelle kvaliteter, tegningerne gør rede  for – ikke den enkelte persons individualitet. I tegningerne nærmer Lisbeth sig abstraktionen. Lisbeth Nielsens skulpturer kan opleves i mange offentlige rum i Danmark: Ribe Rådhusplads, Harboøre Kirke, Assens bymidte, Alliancehaven, Slagelse, Holstebro Kunstmuseum, Holstebro Rådhus.