""
Anders J. Andersen er Ugens læser

Anders J. Andersen er Ugens læser

14.10.20
Hans spor følger tre spor: Politik, historie og nu børnebørn

Til daglig læser jeg meget kommunalt stof, to aviser og diverse magasiner.

Det andet spor er historie. Neil MacGregors helt vidunderlige bog, "Tyskland", kan varmt anbefales. Den bedste historiebog, jeg har læst. Han fortæller kort, præcist og levende om landets samling, kunst, håndværk, filosofi, politik, industri og krige. Eminent. Lån den, køb den eller stjæl den ... jeg er ligeglad, bare du får den læst! Det har inspireret mig til at læse om andre europæiske landes historie - ét for et. England og Spanien. Det er alt sammen frygteligt blodigt og rodet. Lige nu står den på "Kampen om Italien 1799-1948" af Sven Lundberg. Den kommer jeg kun langsomt igennem, så på et tidspunkt kvæler de mange personnavne, krige og uhyrligheder nok videre læsning. Hvorfor skal nogle forfattere bare dræbe en spændende historie om et land ved at gå i detaljen og ikke fortælle om tendenser og større bevægelser?

Heldigvis giver børnebørn - og især de to store drenge på fem og seks år - mig et tredje lidt nyt spor, som giver ganske oplivende og til tider endda hårrejsende læseoplevelser, nemlig godnatlæsning. Til min store overraskelse er der helt stille og intens lytning, når godnatlæsningen står på Grimms eventyr med de mest mærkelige begivenheder, de gode og onde, trolde og andre væsener.

Efter kyndig vejledning fra min kone, som er pædagog, står godnatlæsningen fremover på Kim Fupz Aakesons Vitello-bøger. Inden mødet med drengene i efterårsferien har jeg forberedt mig ved at læse i forvejen. Vitello er vel en 7-årig drengs skæve hverdag uden en far, som moren kalder en sjuft. Det er historier om, at Vitello napper en kat, møder Gud eller hjælper mor. Det kunne godt gå helt skævt, men gør det ikke og lander godt. Selv synes jeg, at bøgerne er hylende morsomme. De to drenge har kritisk sans, og duer en bog ikke, så er der kontant afregning. Næste. Det er først under oplæsningen, at Vitello skal stå sin prøve. Jeg tror, Vitello falder i deres smag. Skulle Vitello ikke bestå prøven, har jeg altid de skrækindjagende Grimms eventyr i baghånden. Så sover alle godt, undtagen mig.

Materialer