""
Ann Busch er Ugens Læser

Ann Busch er Ugens Læser

21.10.20
Boganmeldelse af "Bundfald" af Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm

Genren er spændingsroman, men denne bog kan meget andet end det. Ud over at have et medrivende plot, som gør den svær at slippe, er bogen en nådesløs skildring af, hvordan voldsomme overgreb fra barndommen giver sår på sjælen, der aldrig heles. Hovedpersonen har tilsyneladende lagt sin traumatiske barndom bag sig og har succes i erhvervslivet. I sin fritid mødes hun med andre brændte børn i en hemmelig loge, hvor de sammen opsporer pædofile og tildeler dem den straf, samfundet ikke formår at give dem.

Som læser blev jeg udfordret på min egen moral, når jeg glædedes over at se retfærdigheden sejre, selvom der er tale om selvtægt. Man får et hudløst og barskt indblik i, hvordan det er som voksen at leve et - på overfladen - normalt liv med et blødende indre, hvor fortidens skygger er med overalt. Hvordan selvskade kan være strået, man klynger sig til, for ikke at falde ud over kanten, og hvor trøstesløs en opvækst i de underste samfundslag af Danmark kan være. Man genkender skæbnerne og slipper ikke let igennem fortællingen.

Bundfald er første bind af 3 i samme serie.

Materialer