Borgmester Mikael Smed
Borgmester Mikael Smed har læst 'På kanten af evigheden' af Ken Follett

Borgmester Mikael Smed er 'Ugens Læser'

30.09.20
I dag starter vi en ny kampagne, hvor ”Ugens Læser” hver onsdag året ud, vil præsentere en bog for jer! Vi har spurgt Vordingborg Kommunes kommunalbestyrelse om de har lyst til at deltage, hvilket mange har sagt ja tak til. De har fået helt frie tøjler – så det bliver et meget forskelligt udvalg af bøger. Borgmester Mikael Smed starter kampagnen med sin boganmeldelse.

Mikael har du tid til at læse bøger? "Det skal jeg tage mig tid til - det er sundt og lærerigt og det giver faktisk input til min hverdag, jeg kan bruge".

Ken Follett 'På kanten af evigheden'
'På kanten af evigheden' er sidste bind i en trilogi om det 20. Århundrede. Handlingen udspiller sig på flere kontinenter og man følger de familier (efterkommere), der har været gennemgående for Folletts romaner. I dette sidste bind følger vi familierne gennem den kolde krig og frem til jerntæppets fald. De politiske komplikationer og rænkespil udfoldes og selvom det ikke er historisk faktuelt det hele, får man en følelse af at være tæt på de store beslutninger gennem den kolde krigs forløb - og et indblik i de svære beslutninger, der dagligt træffes på regeringsniveau. 
 
En af hovedpersonerne er barnebarn af en markant officer i den Røde hær, der var med blandt inderkredsen i den russiske revolution. Nu er barnebarnet selv rådgiver for toppen af den sovjetiske elite. På den anden side af Atlanterhavet følger man personer med tætte relationer til præsidentembedet, men også de interne kampe i forhold til raceulighed adresseres. Fælles for hovedpersonerne er den sympati for deres sag, Ken Follett skaber - i Østtyskland følger man en familie bag jerntæppet og deres familie i Vesttyskland. I England følger vi også succesrige familier, der kæmper for at forandre verden og deres eget samfund.
 
For mig er det en spændingsroman, der udspiller sig på så mange fronter, at den er svær at lægge væk. Den kredser i alle relationer om den måde, vi taler til og med hinanden om - hvad vi tror andre vil eller tænker og hvordan vi som mennesker agerer på det. At selv de mest brutale beslutninger kan udspringe af et håb og en tro på at kunne skabe et bedre samfund, når truslerne er væk. At selv de mest retfærdige mennesker, med det bedste på hjerte, kan undlade at træffe de “rigtige” beslutninger af frygt for ikke at kunne træffe beslutninger i fremtiden. Det er spændende og selvom det er et historisk vingesus, er det for mig meget lig den verden, jeg selv lever i. Det er overvejelser, taktik, vigtige beslutninger, der skal træffes, men også overvejelser om hvornår, da det ellers kan blive svært at følge de beslutninger op. Generelt er jeg glad for romaner med historisk islæt og en spejling af enten historiske begivenheder eller nutidens hverdag. Gerne på områder som jeg kender til, efterforskning eller politik.
 
Jeg vil varmt anbefale, at man finder nogle emner, der vækker interesse i sig selv og ud fra dem går på biblioteket, får hjælp af bibliotekaren og finder en god bog. Når først man har læst nogle stykker, bliver det en dejlig vane, som man aldrig slipper igen.
 
Skulle du efter denne lange tekst tænke, jeg vil blive klogere på det 20. Århundrede, så læs endelig denne, men læs den efter de to første; 'Giganternes Fald' og 'Verdens Vinter'.
 
God læselyst!
 
De bedste hilsner
 
Mikael Smed
Borgmester
Materialer