""
Ugens Læser er Kenneth Andersen

Kenneth Andersen er Ugens Læser

28.10.20
'13 dage' af Robert Kennedy

Jeg har valgt at anmelde en bog, der handler om en af mine helt store forbilleder. Bogen er samtidig en kilde til at forstå, hvad der stod bag, en af verdenshistoriens måske nok største politiske kriser på verdensplan, nemlig Cubakrisen i 1962, og hvordan den blev håndteret fra amerikansk side. Måske har du allerede sporet dig ind på, at det højst sandsynlig handler om en Kennedy. Robert Francis Kennedy, var under Cubakrisen, John F. Kennedys nærmeste politiske rådgiver, og var en af de personer, der gennem de 13 dage Cubakrisen udspillede sig, også stod for de svære politiske forhandlinger med Sovjetunionens ambassadør i Washington. Bogen, jeg her skal anbefale, hedder kort og godt "13 dage". Den er skrevet af Robert Kennedy, og bygger på hans erindringer af hele det vanskelige forløb, der udspillede sig bag murene i det hvide hus fra den 16. oktober til den 28. oktober.

Jeg har siden, jeg var helt ung haft stor interesse for amerikansk politik, og blev under min tid på Vordingborg Gymnasium og HF fuldstændig optaget af Kennedy klanen, efter min historielærer havde introduceret mig til De forenede Staters 35. Præsident, John Fitzgerald Kennedy. Det var dog først meget senere, at jeg kastede min interesse på RFK.

Bogen giver et særdeles godt indblik i, hvilken kritisk situation de to brødre pludselig bliver kastet ud i. Man fornemmer den intense spænding på kontorerne i det hvide hus, møderne med generalstaben, diverse telefonopkald til ambassadører og ikke mindst de to brødres interne dialog om den situation, USA på daværende tidspunkt var i. Bogen følger dagene slavisk fra tirsdag morgen den 16. oktober, hvor Robert modtager et telefonopkald fra sin bror, der beder ham om at komme med det samme. Et U-2 fly, havde under en rekognoscering over Cuba, taget fotos af missiler opstillet kun 150 km fra USA´s kystlinje. De næste 183 sider er man med i maskinrummet under de mange timers møder, der er undervejs, for at finde en løsning på den trussel, man pludselig har i sin baghave. Bogen har samtidig en del billedmateriale, der er medvirkende til at give et indblik i den intense situation, man har været i, under hele forløbet. Der er samtidige uddrag af JFK´s breve til den Sovjetrussiske leder Nikita Khrusjtjov og hele talen som Præsidenten afholder den 22.oktober 1962. 

Selvom de fleste af os kender udfaldet af Cuba krisen, formår Robert i sine erindringer at skrive utrolig spændende og intenst. Som læser kommer man helt ind i hovedet på USA´s justitsminister og samtidig giver den et indblik i de interne konflikter, der var mellem de to Kennedy´er og generalstaben. De var naturligvis uenige om, hvilken løsning, der var den bedste for USA og verden, og Kennedy var ikke umiddelbart stemt for en militær løsning. Det endte som bekendt med en blokade, der medførte, at krisen kunne afsluttes på fredelig vis.

Jeg var så heldig at finde denne bog hos Pilegaard Antikvariat og Mønthandel i Ålborg. Jeg tror desværre ikke, at bogen kan købes som ny længere. Mit eksemplar er fra 1969 og er fra Samlerens forlag. Jeg er dog ganske sikker på, at Du kan rekvirere den på Vordingborg Bibliotekerne.

God læselyst

” The future is not a gift. It is an achievement “

Robert F. Kennedy