""
Den islandske forfatter Audur Ava Óladsdóttir

Ugens anmelder: Birgitte Mølgård Hansen - en af vores egne bibliotekarer

27.01.21
Islandsk forfatterskab når det er bedst

Bogen jeg har valgt at anmelde er ’Ar’ skrevet af Audur Ava Ólafsdóttir.

En helt igennem fantastisk lille bog, der fortæller om, hvorfor Jonas Ebeneser påtænker at begå selvmord. Jonas bliver skilt og samtidig med finder han ud af, at hans voksne datter ikke er hans biologiske datter. Han afhænder sin virksomhed og med en boremaskine og en krog i sin kuffert – rejser han til et krigshærget land for at begå selvmord. Han indlogerer sig på et lille hotel – ’Hotel Silence’, der bestyres af nogle unge mennesker. Hans selvmordsplaner bliver forpurret og stille og rolig inddrages han i restaureringen af hotellet. Han kan simpelthen ikke lade være - og langsomt vender han tilbage til livet. Titlen ’Ar’ henviser til de mange ar, Jonas bærer rundt på. Både synlige ar på kroppen, men også ar på sjælen.

Audur Ava Ólafsdóttir er en islandsk forfatter og skriver især bøger om mennesker i sorg. Man tænker ikke, at sådan en lille bog, kan fylde meget i ens tanker, men det må man sige, at den gør. Den er enormt velskrevet og forfatteren formår både at flette lidt humor ind selvom den også handler om krig, ensomhed og flugt.

Audur Ava Ólafsdóttir vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2018 for udgivelsen – hvilket jeg må sige er velfortjent. Det er absolut en af de bedste bøger, jeg har læst.

Er du nysgerrig efter andre bøger af Audur Ava Ólafsdóttir kan nævnes, ’Stiklingen’, ’Svaner bliver ikke skilt’ samt hendes seneste bog ’Miss Island’. Flere af bøgerne findes både som bog, ebog eller lydbog.

Birgitte Mølgård Hansen er en af vores helt egne bibliotekarer og hun ville rigtig gerne have taget et foto med bogen i favnen, men da bogen ikke er hjemme kan det desværre ikke lade sig gøre, derfor foto af romanen og forfatteren.

Læs sidste uges anmeldelse af Torben Jensen

Materialer