""
Eva anmelder bogen Tour de chambre

Ugens anmelder er Eva Højrup

20.10.21
Man får lidt ondt i maven, når man læser "Tour de chambre”

Ugens Anmelder Eva Højrup, der har skrevet en anmeldelse af Tine Høeghs "Tour de chambre".

Man får lidt ondt i maven, når man læser "Tour de chambre” af Tine Høeg. Den er intens, stormfuld og ægte og skrevet i et lyrisk, scenisk sprog, der fænger og vækker de store følelser hos mig. Stilen er rå og realistisk. Vi møder veninderne Asta og Mai, der begge er i begyndelsen af 30´erne. I tilbageblik ser vi dem i deres tidlige ungdomsår på kollegiet, hvor vi møder alle de mennesker, de delte køkken med. En af dem er August, der studerer medicin og skriver digte.

Mens handlingen ruller bølgende af sted, bliver følelsen af, at man som læser går en tur gennem livets baner forstærket og tættere og tættere. Der opstår møder mellem forskellige mennesker, og de får afgørende betydning.

Ifølge Den danske ordbog er en Tour de chambre et arrangement, hvor man besøger en række rum eller værelser, der hver byder på en speciel oplevelse i form af opfindsom udsmykning, servering af særlige drinks og snacks.

De holder Tour de chambre på kollegiet, men i Tine Høegs roman er en Tour de chambre også en tur gennem kærlighedens og venskabernes kringelkroge.

"Tour de chambre" udkom i 2017, men bogen er netop nu aktuel på Det Kongelige Teater i København, hvor Tine Høeg selv har skrevet manuskriptet til teaterforestillingen af samme navn. Som drama er "Tour de chambre" fuldt på højde med bogen, med skuespillere, der leverer en lige så indlevet historie som selve bogen.

Eva Højrup er låner på Vordingborg Bibliotek og initiativtager til bogbytteskabet i Vordingborg, det er sat op på facaden hos Colourlove, Aarsleffsgade 7. Her kan man bytte sig til bøger af danske forfattere. Følg bogbytteskabet på Instagram @bog_skabet.

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her Vi er natur

Materialer