""
'Vores sjæle om natten' kan også ses som film med Jane Fonda og Robert Redford i hovedrollerne

Ugens anmelder er Eva Themsen

09.06.21
En stilfærdig, men samtidig virkelig smuk og rørende roman om at turde kærligheden i en sen alder.

Trænger du til en god intens læseoplevelse, så læs denne lille perle ”Vores sjæle om natten” skrevet af Kent Haruf.

Bogen er kun på 185 sider, men hvad den ikke har i omfang, har den i indhold.

Addie er enke og bor alene i et stort hus. Sønnen er flyttet hjemmefra og nætterne er lange. Hun føler sig ensom og savner nogen at snakke med. Hun tager et frisk initiativ og kontakter en nabo – enkemanden Louis.

Hun kommer med det forslag, at de skal sove og snakke sammen om natten – helt uskyldigt. Louis skal ryste overraskelsen af sig, men takker ja, og pakker pyjamas og tandbørste og sover fra den dag hos Addie. Forholdet udvikler sig, og de bliver virkelig sjælevenner.

Efterhånden som de lærer hinanden bedre at kende, åbner de for den indre godtepose. Hengivenheden vokser støt og roligt, i takt med at de deler deres livshistorier om henholdsvis et ulykkeligt ægteskab og en familietragedie. Arrangementet vækker en del forargelse blandt deres omgivelser og især Addies familie, ser ikke med milde øjne på moderens nye bekendtskab.

Jeg vil ikke røbe mere, men som det ofte går varer det gode sjældent ved, og så dog måske alligevel. 

Bogen er filmatiseret med Jane Fonda og Robert Redford i hovedrollerne, og er bestemt værd at se. 

Eva Themsen er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her Det du ikke vil vide

Materialer