""
Eva anmelder bogen ”Jorden under mig” af Helle Vincentz

Ugens anmelder er Eva Themsen

19.01.22
Det er sørgeligt – rørende – gribende – alle følelser er i spil.

Det er en roman, men kunne lige så godt have været en biografi.  I 'Jorden under mig' fortæller Helle Vincentz hudløst ærligt om sin egen opvækst, som bestemt ikke har været nogen dans på roser. En opvækst der i højeste grad kommer til at præge hendes liv. Helle vokser op på en gård her på Sydsjælland. Det er på papiret en helt almindelig familie med far, mor og to små piger. Helle er tæt knyttet til sin far, og det er en meget fin beskrivelse af barnets opfattelse af tingenes tilstand i hjemmet.

Far Jørgen var oprindeligt arkitekt og udsendt for Mellemfolkeligt Samvirke. Han bliver lokket hjem for at købe nabogården, og det skulle han så aldrig have gjort. Det er i 1980´erne, det er trange tider for landbruget, økonomien halter og familiens fremtid er i frit fald. Faderen begynder at drikke, forældrene skændes og alt går galt. Helles Far går helt i hundene, og jeg afslører ikke noget ved at fortælle, at han ender med at begå selvmord.

Bogen indledes nemlig med dette citat fra Helles dagbog ”Min far skød sig selv, så nu er han død. Ja, det var søveligt. (ja sådan er det stavet) Venlig hilsen Helle 8 år”

Denne traumatiske oplevelse bruger Helle resten af sin barndom og det meste af sit voksenliv på at bearbejde. Hendes far fylder ufattelig meget – også i voksenlivet, hvor hun har et naturligt behov for at forstå, hvorfor det gik så galt. Hun stiller store krav til sig selv, og har brug for at præstere langt ud over det rimelige. Hun får stress, og kæmper med at holde sammen på sig selv og sin familie.

Det lyder måske utroligt deprimerende, men det skal ikke skræmme nogen væk. Bogen rørte mig dybt, og jeg håber, at mange andre vil få den samme gribende læseoplevelse.

Eva Themsen er bibliotekar og sidder i vores Team B&U samt Team Læring & Formidling.

Gik du glip af sidste uges anmeldelse om modstandskvinden Jutta Graae, kan du læse den her.

Materialer