""
Hjerteknuseren af Anne B Ragde

Ugens anmelder er Eva Themsen

31.08.22
En hurtig letlæselig roman med en rask handling

Eva anmelder i denne uge 'Hjerteknuseren' af Anne B Ragde.

Hovedpersonen Jonetta er 60 år. Hun er enke og bor sammen med sin umulige søn Ragnar. Ragnar er 25 år og endnu ikke fløjet fra reden. Han er arbejdsløs, drikker og er både uforskammet og hensynsløs overfor sin Mor. Ragnar var engang en sød dreng, og Jonetta undrer sig over, hvordan det er gået så galt.

Jonetta har sommerferie fra sit slidsomme job i et storkøkken, og hun tilbringer ferien i familiens hytte, der ligger langt ude på landet. Til Jonettas ærgrelse er Ragnar taget med, hun havde ellers glædet sig til at nyde ferien alene. Ikke at hun ser meget til Ragnar i løbet af ferien, for han opholder sig på sit værelse, hvor han sover, drikker og kigger på sin telefon. Han har tilsyneladende helt givet op, regningerne hober sig op, og inkasso truer.

Handlingen foregår i den ca. halvanden uge, hvor Jonetta har ferie. Hun vil rigtig gerne have Ragnar til at finde sig et arbejde og ønsker sig allermest, at han flytter hjemmefra. Skæbnen vil, at Ragnar beder hende om at passe 2 børn, da han på forunderlig vis har stiftet bekendtskab med en kvinde, som han gerne vil invitere op i hytten i en weekend. Jonetta bliver først noget fortørnet, men siger alligevel ja, i håb om, at det kan få Ragnar på rette køl og i det mindste flytte hjemmefra. Kvinden Tonje forsvinder imidlertid, hun bliver efterlyst, og Jonetta har mange spekulationer, hvor vidt hendes håbløse søn er endt som morder.
Hvad der siden sker, vil jeg ikke afsløre.

Anne Ragde er en god fortæller. Især hovedpersonen Jonetta er levende beskrevet, og man både gruer, griner, glædes og græder med hende. Vi følger hende hele vejen rundt i følelsesregisteret, og man føler med hende i hendes desperate kamp for at få Ragnar på fode og dermed give hende selv  muligheden for at komme videre med sit liv.

Bogen er let og hurtig at læse. Mange korte kapitler og handlingen skrider rask afsted.

God fornøjelse

Eva Themsen er Bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne. 

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her

Materialer