""

Ugens anmelder er Hans Fromberg Schmidt

25.01.23
The essential DYKES TO WATCH OUT FOR af Alison Bechdel

For et stykke tid siden så min kone en udsendelse i TV. Hun kaldte på mig, jeg skulle komme og se noget både interessant og morsomt. Så jeg kom og så en gruppe kvinder, som kaldte sig Superdykes. De var ganske underholdende, og de morede sig blandt andet ved at følge efter “slipsemænd”, vistnok på Wall Street og den slags steder, hvor storfinansen klumper sig sammen.

Vi kom til at snakke om mennesker, som skiller sig ud fra andre på måder, som er kreative, morsomme eller bevidst pirker til vor ofte fastlåste definition af, hvordan vi skal være, se ud, hvem vi må elske og hvem vi skal hade og den slags. Jeg googlede Superdykes, og i vrimlen af forslag, faldt jeg over Alison Bechdels tegneserier og bøger. På Vordingborg bibliotek kan man finde hendes "Fun Home", som efter min mening er lidt bleg - set i forhold til den her: "Dykes to Watch Out For".

Det er en samling af hendes forskellige hæfter, bøger og striber i aviser, som handler om livet som lesbisk blandt lesbiske kvinder. Faktisk er der, næsten, udelukkende kvinder med. Jeg fandt et eksemplar på bibliotek.dk, som jeg fik hjem i en fart. Jeg er dybt imponeret, og det sker ikke så ofte, at tegneserier imponerer mig. Men at se mennesker beskrevet så varmt, respektfuldt, ærligt og ligefremt, har jeg sjældent set andre steder end i gode bøger. Så det tog ikke Alison lang tid, jeg føler mig næsten på fornavn med hende, at få mig involveret i livet omkring den lille boghandel, som er central i meget af handlingen. Flere af figurerne er ansat i boghandelen, hvor meninger om sex og politik er en del af den gennemgående snak blandt personale og kunder.

Den evigt bekymrede Mo er en slags hovedperson, og hun får skarpt modspil af de andre figurer på hver deres måde. Centralt står beskrivelsen af kærlighedens muligheder med ofte vanskelige vilkår. Genistregen, Alison Bechdel præsterer er, at man i løbet af ganske kort tid glemmer, eller overser, at det er et lesbisk univers. Det er mennesker, den handler om, os mennesker med vore store og små besynderligheder og problemer. Så bestil den hjem. Jeg håber, at Vordingborg bibliotek tager den op på et bogmøde og får den med i samlingen.

Åh jo, Alison Bechdel har også lagt navn til Bechdel-testen, som kræver tre ting af film:

  1. Der skal være mindst to kvinder med i filmen
  2. De skal tale med hinanden
  3. .....om andet end mænd.

Hans er en meget flittig bruger af biblioteket og vi siger mange tak for anmeldelsen.

Hvis du også har lyst til at anmelde en bog, så skriv til mems@vordingborg.dk

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her.