Ugens anmelder er Jette Mehlsen

Bogen indledes sådan her: 'Vi ligger 3 i sengen. Én er endnu ikke født, én er død, men jeg er levende'!

Puk er lykkelig, gravid i syvende måned og har en lille søn på 2 år. Pludselig falder hele hendes verden sammen, da hendes mand uventet dør. Hvordan skal livet nogen sinde blive et liv igen?

Romanen starter med, at Puks mand på 27 år, falder om under en halvmaraton, og han dør dagen efter på hospitalet. Puk er på det tidspunkt 25 år og er på denne dag, hvor manden løber halvmaraton, ved at forberede deres 2-årige søns fødselsdag. Puk skriver denne roman som 32-årig. Der er gået 7 år, siden hun blev enke, og det har taget hende nogle år at nå frem til at skrive om tabet. I de første år troede hun, at hun havde bearbejdet traumet og sorgen, at hun var den seje enke. Men da hun har fået det på afstand, har hun behov for at skrive om processen og bl.a. skrive om:

 

- magtesløsheden
- skænderierne med manden – både før og efter han døde
- at være irriteret på velmenende venner og familie – ikke mindst svigermor!
- at føle sig som en dårlig mor
- søvnløse nætter med skrigende småbørn

Det er en både sjov og sørgelig bog. Der er mange sjove beskrivelser, som da Puk møder op til sin mands bisættelse med en alt for kort, kikset og usømmelig kjole, fordi det er vigtigt for hende, at hun ser godt ud. Det er en meget smuk bog: smukt indhold, smukt sprog, smukt omslag, smukt layout, smukt papir og opsætning. Alt ved den er perfekt! Romanen slutter lige så smukt og tankevækkende, som den begyndte. Hvordan vil jeg ikke røbe her…..