""

Ugens anmelder er Karl John Stark

23.11.22
Elena Ferrante: ’Dukken der blev væk’

Mange kender sikkert Elena Ferrante fra nogle af de andre bøger, hun har skrevet, ikke mindst ’Min geniale veninde’ (man kender forresten ikke forfatterens identitet). 

Jeg-fortælleren i 'Dukken der blev væk’, Leda, har haft et problematisk forhold til sine to døtre, da de var små børn. Hun gjorde forskel på dem, viste forskellig sympati for dem. Hun forlod sin familie og overlod børnene til deres far. Hun genoptager forbindelsen til dem, da de bliver større, især da de er voksne. På en badeferie, hvor hun slapper af på stranden, stjæler hun en dukke fra et barn, som et øjeblik er uopmærksomt. Barnet er dybt ulykkeligt og leder efter dukken i flere dage, hjulpet af sin mor og andre familiemedlemmer, men til ingen nytte.

Hovedpersonen fascineres af barnets mor, Nina. Der udvikler sig en relation, som vi læsere kan have svært ved at afkode, men relationen afbrydes brat, da Leda under Ninas besøg giver hende dukken tilbage. Den er i mellemtiden blevet klædt fint på, virker næsten som et ’rigtigt’ lille barn.

Bogen ’Dukken der blev væk’ er usædvanlig i den forstand, at jeg-fortælleren Leda på mange måder fremstiller sig selv uden på nogen måde at skjule sine negative og usympatiske sider. Det er en måde at fremstille sig selv på, som vi læsere ikke ser ret tit. Normalt fremstiller en romans jeg-person sig selv i et lys, så vi opfatter personen som et ret positivt menneske.

Det fik mig som læser til at tænke over, hvordan vi ofte optræder og fremstiller os selv. Og så tænkte jeg videre over, hvilket ganske positivt selv-billede vi (som regel) har. Det er det, vi som oftest videregiver – og det svarer måske ikke helt til, hvordan vi i virkeligheden er. Sagt på en anden måde: som læser blev jeg mindet om, hvilke mindre heldige sider, jeg (også) indeholder, og hvordan jeg i det hele taget forsøger at tegne et billede af mig selv. Både indadtil og udadtil!

Bogen er blevet filmatiseret for nylig. Filmen har fået meget fine anmeldelser og kan findes på Netflix. Her hedder den dog ’ The lost daughter’. Det kan anbefales at læse bogen først og så se filmen, der på mange måder følger handlingen i bogen, men dog tilfører nogle ekstra perspektiver.

Karl Johan Stark er låner på Vordingborg Bibliotekerne og har valgt at dele en god læseoplevelse med os - Tak for dét.

Du kan i øvrigt låne filmen på biblioteket, ligesom bogen selvfølgelig også er tilgængelig hos os.

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her.

Materialer