""

Ugens Anmelder er Line Nordentoft

13.10.21
”Vi er natur – genopdag naturen og mærk dens helbredende kræfter” fra 2020 af Simon Høegmark, Sigurd Hartvig og Jane Sørensen

Jeg læser en del fagbøger i forbindelse med mit virke som yogalærer og Naturterapeut, og en gang imellem er jeg heldig at støde på bøger, som andre også kunne få glæde af – uden at man behøver at nørde teori og være professionel. 

En sådan bog er ”Vi er natur – genopdag naturen og mærk dens helbredende kræfter” fra 2020 af Simon Høegmark, Sigurd Hartvig og Jane Sørensen. Forfatterne arbejder og forsker indenfor naturterapi og naturens sundhedsfremmende effekter og afholder blandt andet en del kurser og foredrag i hele landet. 
For er der noget, der har fået fokus de sidste par år, er det naturen og vores forhold til den.

Bogen har relevans for den brede befolkning, som virkelig har taget naturen til sig og som aldrig før vandrer, sover i shelters og er nysgerrige på, hvordan vi passer godt på naturen, så vi kan blive ved med at nyde godt af den. 

Forfatterne undersøger på en jordnær måde nogle af de spørgsmål, som de selv og deres kursister har været optaget af: Hvordan er vores forhold egentlig til naturen gennem forskellige tidsperioder? Hvordan påvirker naturen vores krop og psyke? Og hvordan får vi mere natur ind i vores liv? 

Vi bliver ført gennem forskellige naturterapeutiske traditioner i andre lande såsom skovbadning, fortælletraditioner og spiritualitet, og der introduceres til de gavnlige effekter af kortere eller længere ophold i naturen. 
Det kan være stressreducerende, dæmpe blodtryk og styrke vores kropsbevidsthed, men det kan også åbne for kreativitet og leg, som virker helende på børn, unge og borgere med psykiske lidelser.

”Vi er natur” er en blanding af teori, personlige beretninger og øvelser, du selv kan prøve af derhjemme – f.eks. åndedræts- og mindfulness-øvelser, som understøtter bogens overordnede tema: naturen er i og omkring os, og den besidder urkræfter, som vi mennesker kan nyde godt af i krop og sind.

Sproget er lettilgængeligt og flydende i sine billedlige beskrivelser af naturen, stemninger og videnskabelige fund, og den egner sig fint til en generel indføring i naturterapi, men som også udfolder nye perspektiver og dybere viden om vores personlige forhold til naturen. Og skulle du blive nysgerrig på mere viden og forskning på området, er der en fin litteraturliste til slut i bogen, hvor man virkelig kan få lov til at fordybe sig.

Det er en dejlig bog at få i hænderne, smuk og let at gå til, og jeg vender stadig tilbage til den, når jeg lige skal have genopfrisket en pointe eller mangler inspiration i mit arbejde med klienter. 

Bogen slutter med et meget smukt statement: ”Håbet findes i naturen, og håbet er den stærkeste livskraft, vi har”. 
Jeg håber, du har fået mod på et at læse bogen – måske vil den udvide din horisont og inspirere dig til at komme mere ud i naturen og blive nysgerrig på din egen indre natur.

Line Nordentoft, reg. Naturterapeut, sygeplejerske og yogalærer

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her: "Ind i en stjerne" af Puk Qvortrup​​​​​​​.

Materialer