""
Ugens Anmelder: Louise Fuglsang Holmquist 

Ugens Anmelder er Louise Fuglsang Holmquist 

07.07.21
Anmeldelse af "Æggets forbandelse" af Thomas Taylor

Første bind i Malamander-serien om børnene Herbie og Violet, den lille kystby Undervig og dens sære, finurlige beboere. 
En mystisk og medrivende detektivhistorie for de for 10-13 årige om havuhyrer, skibsvrag og en enkelt talende kat.

Herbie er hittegodsforvalter på Hotel Nautilus og tager sig af glemte ting og sager. Deriblandt sagen om Violets forsvundne forældre, som på mærkværdig vis efterlod Violet på hotellet, da hun var helt lille. 
Vi følger de to detektiver gennem den turistforladte bys kolde, krogede gader og ned til havet i en hæsblæsende eftersøgning efter det mystiske havuhyre malamanderen, som ifølge legenden lægger sit æg på stranden én gang om året.
 
Bogen rummer et charmerende persongalleri bestående af bl.a. hotelindehaveren nådigfru Kraken, stensamleren fru Fossil, indehaveren af Undervig Bogapotek, Jenny Hanniver samt hendes talende kat, Ervin. Som en skøn detalje får alle, der besøger bogapoteket, ordinerer den helt rette bog af den mekaniske havabe med den høje hat. 

Nogle af Undervigs mere skumle personligheder leder dog også efter malamanderens æg, som efter sigende skulle besidde særlige, hemmelighedsfulde kræfter. Den uhyggelige Bådshagemand er nærmest ustoppelig i sin jagt på Violet, men gode kræfter i den lille by står heldigvis klar til at hjælpe Violet og Herbie med at løse mysteriet om malamander-ægget og Violets forsvundne forældre. 

En forrygende begyndelse på en serie på i alt fem bøger skrevet af den britiske forfatter og illustrator Thomas Taylor, som ellers er bedst kendt for at have illustreret den allerførste engelske Harry Potter-bog, da den udkom tilbage i 1997. 
Han gør det bestemt også godt som forfatter, og 'Gargantis skat', den anden bog om børnene fra Undervig, udkommer på dansk til august, og den kan også varmt anbefales. Tredje bind, som på engelsk har fået titlen ’Shadowghast’, er også lige på trapperne og handler om halloween i den lille, gådefulde kystby. 

Louise Fuglsang Holmquist er bibliotekar ved Vordingborg Bibliotekerne.  

Materialer