""
Louise anmelder en børnebog om skrald på stranden

Ugens anmelder er Louise Fuglsang Holmquist

22.09.21
Louise anmelder 'Mads og Molly samler skrald' skrevet af Jakob Thyregod Scheuer

En fin og skæg historie om mågerne Mads og Mollys kamp mod menneskene, der uden at tænke over det forurener mågekoloniens ø. Pizzabakker, sugerør, plastikposer, sodavandsdåser og meget andet affald samler sig til en tyk skraldesuppe mellem sivene, hvor mågerne bor. Mågerne kan ikke fange fisk med så meget skrald i vandet, og de får ondt i maverne af at spise skrald, som de fejlagtigt tror er mad. Så noget må der gøres!

Først forsøger Molly og Mads at skælde ud, men menneskene forstår øjensynligt ikke mågesprog og bliver bare irriteret på de skræppende, larmende måger. "Mennesker vil bare ikke rydde op efter sig," begynder Molly. "Næ, og når de ikke vil høre, så må de jo føle," siger Mads. Så Mads og Molly tager sagen i eget næb og udtænker en snedig plan til gavn for både mennesker og måger.

Bogen har et lixtal på 20 og er skrevet i korte, overskuelige kapitler. De sjove illustrationer er tegnet af Kim Dalsgaard og understøtter fint teksten, så bogen vil kunne bruges til højtlæsning fra 4 år, og til selvlæsning for de 8-11 årige. Historien er skrevet fra dyrenes synsvinkel og lægger op til en snak om, hvordan mågeflokken løser forureningsproblemet og lærer menneskene at rydde op og passe bedre på naturen.
 

Bogen findes også som e-bog på eReolen:
https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A39426463

Louise Fuglsang Holmquist er bibliotekar ved Vordingborg Bibliotekerne.

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her dobbelte ruder

Materialer