""

Ugens anmelder er Louise

21.09.22
Hver nat drømmer Sarah den samme drøm om en vandmand, et glaspalads og et kæmpestort træ. Drømmen hænger på mystisk vis sammen med en hemmelighed, fra før Sarah og hendes søstre blev født. Det sætter gang i en ny mission for ”de tre søstres klub”, nemlig at opklare deres mors hemmelighed - en tragisk historie, som samtidigt bringer dem tættere sammen som familie.

Louise anmelder Di Gregorio: Sarahs drøm

De tre Gyldenhjerte-søstre Sarah, Cassiopeia og Lucille bor sammen med deres mor og katten Yurei. Ligesom de fleste søskende har de deres interne stridigheder, og deres forskellige personligheder sætter søsterkærligheden på prøve, da de vil overraske mor med en gave til mors dag. På loftet finder de et gammelt fotografi af deres mor under et gigantisk figentræ, og fotoet leder dem på sporet af en trist familiehemmelighed, som moren har gemt på i årevis. Samtidigt virker det, som om den lille vandmand i Sarahs drømme forsøger at fortælle hende noget.

Det er den italienske forfatter Giovanni Di Gregorio, som står bag tegneserien om Søstrene Gyldenhjerte, og med ’Sarahs drøm’ har han skabt en levende og rørende fortælling med en alvorsfuld undertone, og han formår at formidle et vanskeligt budskab om sorg, tab og familiesammenhold på en nænsom måde.

Alessandro Barbuccis charmerende, stemningsfulde illustrationer understøtter teksten med smukke farver i sepia- og naturtoner, og de drømmende, magiske scener med fransk torvestemning og nat i den botaniske have gør billedsiden til en oplevelse for sig. Karaktererne med de store øjne og udtryksfulde ansigter har en vis lighed med dem fra W.I.T.C.H-serien, som Barbucci også har været inde over.

Seriens andet bind, hvor søstrene tilbringer sommerferien hos deres mormor, hedder ’Cassiopeias forelskelser’, og det tredje bind, ’Lucilles skat’ er forhåbentligt snart på vej på dansk. Bøgerne er indtil videre udkommet på 14 sprog, hvilket nok skal sikre dem den udbredelse, som de fortjener.

’Sarahs drøm’ kan anbefales fra omkring 9 år og opefter, og formatet ’graphic novel’ (eller grafisk roman) gør den særligt velegnet, hvis man kan lide flotte billeder og en mindre teksttung læseoplevelse end den traditionelle roman.

Louise Fuglsang Holmquist er bibliotekar ved Vordingborg Bibliotekerne.

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her.

Materialer