""
Bibliotekar Mette Storm er ugens anmelder

Ugens anmelder er Mette Storm

15.04.21
Her kan du høre om en guldgrube af sladderhistorier bag Oscaruddelingen!

Jeg har, i disse Oscar-dage, valgt at anmelde en bog af Anthony Holden: The Oscars: The Secret History of Hollywood’s Academy Awards.

Jeg læste og brugte bogen, da jeg skrev hovedopgave på Danmarks Biblioteksskole for mange år siden.

Jeg skrev opgave om det politiske miljø i filmindustrien i Hollywood i 1950’erne, og forsøgte at klarlægge hvor meget indflydelse politik fik på bl.a. Oscaruddelingen og det kunstneriske filmmiljø.

Bogen rummer en sand guldgrube af (sladder)historier bag Oscaruddelingen og selve den prestigefyldte pris. Jeg har overvejet at genlæse den mange gange, og nu er den fundet frem fra gemmerne igen.

Forfatteren har skrevet en del biografier bl.a. om William Shakespeare og Laurence Olivier, derudover om meget andet inden for kunstens verden – desværre ikke oversat til dansk.

Hvis man har interesse i filmhistorie generelt, er bogen en sjov samling af anekdoter og historier, men også et værk med fine referencer og noteværk.

Man kan bl.a. læse om John Waynes ihærdige (og lidt pinlige) kamp for at få en Oscar for det storladne historiske krigsdrama The Alamo. Og i det hele taget hele dynamikken og ”cirkusset”, som hele holdet bag en film er en del af, i kampen for at blive nomineret til en Oscar.

Læs om baggrunden for Marlon Brandos afvisning af Oscar-statuetten, som han vandt for sin rolle som Vito Corleone i ”The Godfather”.

Bliv klogere på den karriereødelæggende blackliste, som yderliggående politikere med Joseph R. McCarthy i front, skabte i deres altødelæggende frygt for kommunisme. En frygt, der åd sig ind på det amerikanske samfund i 40’erne og op gennem 50’erne, og som i høj grad satte sit præg på det kunstneriske miljø, hvor der traditionelt var mange venstreorienterede.

Blacklisten og de høringer, der var en del af den politiske hverdag i USA i de år, satte stadig sine spor ved Oscaruddelingen helt frem til uddelingen 1999. I tiden mens jeg skrev opgave var jeg så ”heldig” at modtageren af Æres-Oscaren var en af de helt store instruktører i 50’erne, nemlig Elia Kazan. Det medførte en del protest i nutidens Hollywood, da han i 50’ernes vidnede imod kolleger under høringer i House Un-American Activities Committee. (Læs endelig mere om det, det er en meget spændende historie i sig selv).

Der er meget at læse om her, og selvom det er noget kulørt en del af det, så giver Holden et rigtig godt billede af, hvad der foregår bag kulisserne. Fra når filmene bliver udgivet, og det store arbejde for at få dem nomineret til en Oscar. Og det efterfølgende kæmpe arbejde, der bliver lagt, når de ER blevet nomineret og gerne vil vinde den ultimative pris i filmbranchen. Bogen er fra 1993, så med internettets indtog, er de arbejdsgange nok ændret temmelig meget.

Bogen er meget underholdende læsning, hvis man er til Hollywood, politik og filmhistorie.

En ulempe omkring bogen er, at den ikke er oversat til dansk, og at ikke særlig mange biblioteker har den. Den kan dog skaffes, hvis du har fået interesse for den.

Og selvfølgelig er der en masse læsestof om emnet, hvis du er interesseret – særlig det Danske Filminstituts Bibliotek rummer en guldgrube af materialer! 

God fornøjelse!

Mette Storm er Bibliotekar og har hang til biografier og faglitteratur.

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan den læses her five feet apart.