""
Mette Storm anmelder 'Pigen med den blå cykel'

Ugens anmelder er Mette Storm

08.09.21
'Pigen med den blå cykel' - En kærlighedsroman – men med masser af action og den er ikke for sarte sjæle.

Da jeg fyldte 14 år stiftede jeg bekendtskab med en af Frankrigs mest skandaleombruste og bedst sælgende forfattere, nemlig Régine Deforges.

Jeg fik de 3 første bøger om den lidenskabelige og modige pige Léa Delmas ”Pigen med den blå cykel”, der ved skæbnens mellemkomst løber ind i en forbløffende stor mængde historiske personligheder. Leá, som trods enorme rædsler, sorg og elendigheder kan opretholde livsgejst, gnist og vilje ved hjælp af kærlighedens favntag.

Det var faktisk temmelig hård kost for den 14-årig Mette, for krigens rædsler og kærlighedens passion (læs: erotik) bliver flittigt udpenslet af Deforges, men talentet for at skrive om historiens vingesus sammenflettet i dygtigt romanhåndværk fornægter sig ikke – og romanen blev, som de efterfølgende slugt op til flere gange.

”Pigen med den blå cykel” starter 1. september 1939, dagen hvor Hitlers tropper overfaldt Polen, et træk som blev startskuddet til 2. Verdenskrig. Den smukke og egenrådige Leá, der på dette tidspunkt er 17 år, bliver gradvist en større og større del af den franske modstandsbevægelse. Hun møder Francois Tavernier, som forelsker sig i hende, men hun har kun øje for barndomsvennen Laurent, der skal giftes med den mindre udfarende Camille. Hvis det lyder som en anden kærlighedshistorie, så er du ikke den eneste der syntes det. 

Deforges blev flere gange anklaget for plagiat, og de første 70 sider i bogen har da også lidt rigeligt tilfælles med Margaret Mitchells’ ”Borte med Blæsten”. Bogen beskriver krigens trængsler og de menneskelige omkostninger levende og medrivende. De historiske facts har Deforges fuldstændig styr på.

Det er en kærlighedsroman – men med masser af action og den er ikke for sarte sjæle.

Jeg har genlæst de første 4 bind, der efter min mening er de bedste i serien, men skulle du få lyst til at få slutningen med, så sluttede serien med 10. bind før Regine Deforges’ død i 2014.

Læs eller genlæs den.

Mette Storm er Bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne.

Materialer