Ugens anmelder er Mette Storm

Jeg har ønsket, håbet og ventet på et genhør og på nye klassikere i mange år.
- det kom endelig d. 5. november 2021, knap 40 år siden sidste udgivelse!

Lad mig sige med det samme – de kunne næsten ikke andet end skuffe. Forventningerne har været GIGANTISKE – ikke kun for mit vedkommende – men på verdensplan. 
Men de skuffer ikke – for noget rammer og giver mindelser om mesterværkerne og i det mindste rammer det den umiskendelige og helt egen ABBA-sound – og det er nok – det er helt fint!

Det første nummer, er også første single, udgivet i denne ombæring.
Nemlig sangen ”I Still Have Faith in You”, hvor Frida bærer vokalen. En skøn sang - storladent og melodiøs og minder om nogle af ABBAs bedste sange i slutningen af 1. del af deres karriere. 
Genhøret med de smukke stemmer og teksten giver en ro, en forståelse, forsoning, stolthed og tilgivelse. Og en erkendelse af hvor STORT det hele var og er – ABBA!

Med sang nr. 2 ”When You Danced with Me” vender man lidt tilbage til virkeligheden igen – altså anno 1972.
Sangen er ramt af svensk/irsk folkemusik og det er ikke sagt i en kærlig tone.
En kærlighedshistorie, der godt kunne mistænkes for at være hevet frem af skuffen 50 år senere – det er bestemt ikke et af ABBAs bedste numre.

Nr. 3 ABBAs bidrag til fremtidens julesange ”Little Things” – sødt, lidt naivt, og igen, ikke deres bedste – måske lidt cheesy, men hvad, det er ABBA og det lugter af jul…

Det bedste nummer på pladen efter min mening er nr. 4 ”Dont Shut me Down” – med Agnetha i forgrunden og her med det kor og den lyd som ABBA perfektionerede. Lyden, der kendes fra deres senere musik – det modne ABBA, der kunne høres overalt på ”The Visitors” fra 1981.

Jeg kommer til at tænke på fx ”One of Us” – perfekt. Er vild med det.

Nr. 5 ”Just a Notion” giver lidt associationer til den, der startede det hele, nemlig ”Waterloo” – en af sangene hvor stemmerne står mest som i gamle dage – i øvrigt også dialekten, som man hørte det i starten af ABBAs karriere, inden mændene efter sigende blev mere krævende i forhold til damernes engelsk udtale (svenglish).
Men på trods af associationen, så når den altså ikke ”Waterloo” til sokkeholderne. 

Nr. 6 ”I Can be that Woman” – når Agnethas stemme skal gøre ondt. En tåreperser om alkoholens ødelæggende rasen i et forhold.  Her når man helt country’ske højder i tekstens følelsesregister og den melankolske melodi følger fint med. 
 
Det melankolske fortsætter, ligesom de ægteskabelige udfordringer gør det, i sang nr. 7 ”Keep an Eye on Dan”. Slutter med en sampling fra ”S.O.S”…

Nr. 8 er ”Bumblebee”, hvor Frida synger om klimaændringer – en lidt politisk hymne til ære for de uddøende blomsterbier, egentlig et fint nummer, og med klar ABBA sound – men absolut ikke deres bedste tekst, trods de gode intentioner.

Med sang nr. 9 er vi igen tilbage til tidligere sange. Med ”No Doubt about it” får jeg påmindelser om fx ”Kisses of Fire” og ”Summernight City” fra midt 70’erne.

Sidste sang på ”Voyage” er sangen ”Ode to Freedom” – og den er som titlen antyder en hyldest til frihed. Den giver lidt associationer til klassikeren, sidste nummer på ”The Visitors”, ”The Way Old Friends do”.
En melodiøs sang, der dog mangler det højdepunkt som forgængeren har, hvor tonelejet går op, musikken brager løs i et larmende klimaks.
Dét brag og dét klimaks, man som lytter sidder og venter på, udebliver desværre her. Det er dog stadig et dejligt nummer.

Grundlæggende er albummet præget af melankoli og dét kan ABBA altså bare.
Skal jeg nævne albummets største svaghed, så er det Bjørn og Bennys tekster, for der er for mange af dem, der bærer præg af at have ligget i skuffen, og de er ramt af tidens tand, og hvis ikke det gør sig gældende, så er de bare utidssvarende, naive og ind imellem lidt pinlige…. Sorry to say….

Agnetha, som i dag er 71 og Frida der i mandags rundede 76 år, har ikke helt samme stemmepragt, som de havde da ABBA var på sit højeste – men når man stod med så fantastiske stemmer i udgangspunktet, så kan mindre også gøre det, og det er et skønt genhør med deres samklang – love it.

Og på trods af, at stemmerne ikke står helt så skarpt og perfektionismen bl.a. mht. svenglish ikke er som i fordums tid, så er det et fuldstændig skønt genhør og et comeback, der ikke ødelægger hverken glansbilledet eller ABBAs status som ikoniske stratosfæriske idoler, stjerner og musikere.

(Fik jeg nævnt, at jeg har været ABBA-fan, siden jeg var 3 år?)

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her: Sallys far har mandeinfluenza.