""
Russerne kommer

Ugens anmelder er Mette Storm

03.08.22
Det handler om følelser og selvforståelse!

Mette Storm anmelder ”Russerne kommer” af Frederik Tillitz

”Russerne kommer” er en beskrivelse af livet i nedslag i 4 separate østeuropæiske stater: Ukraine, Belarus, Rusland og den lille Moldoviske udbryderrepublik Transnistrien, der ved udbruddet af krigen i Ukraine, ikke var anerkendt som selvstændig republik, heller ikke officielt af Rusland. Bag bogen står journalist Frederik Tillitz og fotograferne Ólafur Steinar Gestsson og Anders Rye Skjoldjensen. De foretog sig i årene 2017- 2022 en del rejser i de tidligere sovjetstater. Her mødte de civile personer, der hver havde deres politiske holdninger og forhold til fortiden samt forventninger og/eller frygt for fremtiden.

Vi får et indblik i sindelaget hos flere af de personer, der bliver interviewet. Og ét indtryk, der går igen hos undertegnede er, at de næsten alle føler en stor national stolthed – næsten uanset, hvor de kommer fra. Måske undtaget er de unge mennesker i Transnistrien, der blot drømmer om det forjættede land enten mod øst eller vest.

Bogen blotlægger, at den menige russer grundlæggende betragter sig som broderfolk med ukrainerne. De forestillede sig ikke, og ønskede ikke umiddelbart, at de to lande skulle ende i krig. Fælles for både russere og ukrainere var, at trods en konstant konflikt på Krim siden 2014, mente de ikke, at en større væbnet konflikt lå i kortene. Dette syn gør sig også gældende i de interviews, der er foretaget i januar op til den tragiske invasion den 24. februar 2022!

Man får som læser et lille indblik i, at de spændinger, der var i området inden den 24. februar 2022, rækker dybt. Desværre kommer forfatteren ikke voldsomt meget ind på det, og det har nok sin naturlighed i, at den østeuropæiske historie er så omfattende og fuld af tragedier og konflikter, så det kræver mere plads end bogens 253 sider.

Bogen er udstyret med en masse spændende fotos, der kommer i forlængelse af hvert kapitel. Hav noterne bag i bogen klar til hvert billede.

Læs bogen, hvis du er til historie, og hvis du vil vide mere om selvforståelsen hos borgerne i udvalgte sovjetrepublikker.

Andre bøger, der kunne have interesse er ”Sovjetunionens Fald: den kolde krigs slutspil” af korrespondent og journalist Michael Dobbs, der beskriver tiden op til Sovjetunionens opløsning på nærmeste hold.

Mette Storm er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne. Du vil oftest møde hende på Vordingborg Bibliotek og biblioteket på Vordingborg Gymnasium & HF. Mette er Teamleder for Team Læring & Formidling. Mette læser meget faglitteratur – gerne historiske og politisk – spørg gerne om gode bøger.

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her.

Materialer