""
Mette er blevet inspireret til at rydde op!

Ugens anmelder er Mette Storm

12.10.22
”Ryd op og få styr på dit liv – guide til overblik, orden og ny energi” af Lisa Butterworth

Kender du nogen, der kunne have god gavn af en guide til oprydning? Denne bog er den oplagte hjælp til alle, der døjer med overfyldte skabe og skuffer. Om det så drejer sig om rod, smarte løsninger eller ”bare” overforbrug.

Bogen er en guldgrube af gode fif og to-do lister, så selv den mest ihærdige organiseringsfreak får stillet sin lyst her. Forfatteren kommer fint ind på en definition af rod, ja, det kan gradbøjes – vi har forskellige smertetærskler. Vi påvirkes af vores rod, det kan påvirke vores humør, tære på vores overskud. Det kan vokse så meget over hovedet, at det bliver en uoverkommelig opgave at tage hul på.

Hun beskriver også psykologien bag vores rod – hvorfor behovet for at købe og gemme? Hvorfor knytter vi os til materielle ting, og hvorfor kan det være så svært at skille sig af med dem igen? Hvad skal du arbejde med, hvis du har svært ved at kassere ting? Hvad skal bremse dig i dit overforbrug? Hvilke mekanismer skal du være obs på, når du står i butikken og er ved at erhverve dig endnu en uundværlig kaffekande, hammer eller hårspænde? Hvad skal der bruges for at komme til bunds i bunkerne af papirer, skjorter eller memorabilia? Hvordan udarbejder du en arbejdsplan?

Lisa Butterworths metode, er en grundig gennemgang af alle hjemmets rum, et for et. Hun kigger på ønsket brug af lokalet, fordele ved at rydde op, sortere og systematisér.

Hun ser også på eventuelle projekter, der kan simplificere og optimere brugen, gode fif til at gøre lokalet mere personligt. Og til sidst for hvert lokale er der oprydningstjeklister. Nemt og overskueligt, i hvert fald i teorien…

Lisa Butterworth omtaler selv denne fagbog som en strategibog, og uanset om du har et større projekt foran dig, eller om du bare kan plukke lidt hist og her for at komme til bunds i dine hjemlige sager, så er der rigtig gode muligheder for, at bogen virkelig kan hjælpe med en strategi.

Jeg blev aldrig overbevist af den japanske organizer Marie Kondos oprydningstilgang. Og feng shui var mig lidt for mystisk, men Lisa Butterworth har lavet en fin og overskuelig bog, der kan læses fra ende til anden eller i nedslag, hvor du har lyst(behov).

Gode anbefalinger herfra – hilsen fra en samler.

Mette er bibliotekar og teamleder for Team Læring & Formidling og du møder hende oftest på Vordingborg Bibliotekerne eller på Vordingborg Gymnasium & HF.

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her.

Materialer