""
Nina anmelder 'Sommertræet'

Ugens anmelder er Nina Vestergaard

03.11.21
Er du til magi, episke opgør, kampen om herredømme, historien om kong Arthur og tiltaler parallelverdener dig – så vil Sommertræet være ideel til det sene efterår.

Nina har kastet sig over Sommertræet 1. del af Fionavar Gobelinen af Guy Gavriel Kay. 

Scenen er sat i Toronto, Canada, hvor 5 unge universitetsstuderende er samlet for at møde den sagnomspundne Loren Sølvkappe ved en stor fødselsdagsbanket. Hvad de ikke ved er, at de alle er tiltænkt en rolle i kampen mod Optrævleren i Fionavar. Endelig skal Væveren, der knytter alle verdener sammen, tage det sidste og afgørende opgør med Optrævleren for at redde alle parallelverdener. Og til det, er det nødvendigt at overtale de 5 unge studerende til at tage med til det sagnomspundne Fionavar, den første Verden af dem alle. Nu kan Væveren spinde tråden; for Søren Sølvkappe får overtalt, måske ved magi, gruppen til at være æresgæster ved Hoffet i Fionavar til Kongens store fest. For de skal skabe grobund for, at spådomme om opgøret kan finde sted.

Kevin, Paul, Dave, Kimberly og Jennifer føres kyndigt og spændende ind i begivenheder, som kombinerer folklore, myter, magi, seersker, forræderi og krig. De får alle fremtrædende roller i en dramatisk fortælling om det endelige opgør mellem det gode og det onde. Der er krig og bedrag; kærlighed, had og ondskab. Det er også beskrivelsen af den ydre og indre udvikling, som vores helte gennemgår. Men vil de alle stå tilbage som hele mennesker?

Som læser drages du ind i en spændende og medrivende fortælling, der byder på mange forskellige plots, skelsættende begivenheder, ondskab og indre lys. Kort sagt er det den klassiske kamp, der skal sætte den endelige tråd for universets vej.

Guy Gavriel Kay tilhører de fantasyforfattere, der skriver store episke romaner, der kræver lidt af sin læser – men historien fænger og dobbeltbetydningerne i hhv. handling og persongalleri skinner tydeligt igennem. Guy Gavriel Kay tilhører klanen af Tolkien inspirerede forfattere.

Serien Fionavar Gobelinen 1. del udkom tilbage i 1990 og derfor er der ikke så mange biblioteker, der har bogen i samlingen. Fortsættelsen følger i 'Den vandrende ild' og rundes af med 'Den mørkeste vej'. Du kan bestille serien på www.bibliotek.dk

Hvis du er til den klassiske fantasy – så kan jeg varmt anbefale denne serie!

Nina Vestergaard er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne og en del af Team Aktiviteter samt Team Læring & Formidling.

#UgensAnmelderVB

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her bogen om mælkebøttebørn.