""

Ugens anmelder er Nina Vestergaard

17.05.23
​​​​​​​Anne Marie Vedsø Olsen: Misteltenen, Vølvens vej 2.

Anne Marie Vedsø Olsen har skrevet fortsættelsen til sin anmelderroste roman Snehild – Vølvens vej 1.

Misteltenen foregår endnu engang i jernalderen og er beskrivelsen af magtbegær og magtkampe, mytologi, søgen efter viden og menneskelige relationer. Og ikke at forglemme  Valhal’s egne magtkampe.

Snehild vender tilbage til Himlinge, der stadig præges af uro og magtkampe mellem den nyvalgte konge Aslak og hans bror Roald.

Anne Marie Vedsø Olsen beskriver så glimrende, at med magt kommer der et skær af galskab og Aslak bliver forhekset af sin egen magt i sådan en grad, at han ser forræderi over alt. Der foregår vilkårlige henrettelser af både egne indbyggere men også af udenbys gæster. Vold og voldtægt udøves også fra Kongsgården og Aslak er på grænsen mellem vanvid og fornuft.

Magtkampen mellem Snehild og ypperstepræstinden Ragnfrid resulterer i, at runemagi kastes over Snehild og hun må forlade Himlinge for at søge helbredelse i Valhal. Gennem hendes rejser kommer klarhed og Snehild bliver klar over, at hun må rette op på det forkerte valg af Aslak som konge. Snehild må træffe det ultimative valg og hun forvises fra Himlinge efter endnu et kongemord.

Anne Marie Vedsø Olsen har skrevet et fantastisk eventyr/fantasy/mytologisk roman, der fuldt lever op til Snehild.

Du forføres som læser ind i universet af mytologi, menneskelig fornuft og galskab, gudernes laissez-faire men også af magtkampe i både menneskers og gudernes verdener.

Jeg afventer 3. del med længsel – for det store spørgsmål er – vil Snehild tilgive sig selv og udvikle sig til den Vølve hun er forudbestemt til at være?

Og som en joker til sidst afsløres det, at Snehilds mor Asdis overlevede overfaldet – og vil det få indflydelse på Snehilds kommende valg?

Nina Vestergaard er bibliotekar ved Vordingborg Bibliotekerne og du møder hende oftes på Præstø Bibliotek. 

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her. 

 

Materialer