Ugens anmelder er Ole Petersen

Holder man af at læse historiske romaner, så er der netop udkommet en ny, der er værd at læse. Bogens handling foregår i én af danmarkshistoriens mest spændende og dramatiske år, nemlig i begyndelsen af 1500-tallet, hvor der både er oprør mod den daværende konge, Christian den 2., flere år med borgerkrig i Danmark, hvor hertug Christian af Slesvig-Holsten, den senere kong Christian den 3., ender med at stå som sejrherre og i 1536 indfører reformationen. Altså en periode med revolution på både det politiske og religiøse område.

Det er ikke altid nemt for en nutidig forfatter at udarbejde et fiktivt, skønlitterært værk, der bygger på faktiske begivenheder. Det kan meget nemt gå hen og føles ret så kunstigt; men sådan forekommer denne roman ikke, når man følger personerne i fortællingen. Bogen bygger på Mads Skrivers testamente, som dermed bliver romanens fortæller – et kendt litterært kneb; men det virker fint i denne roman! Mads Skriver, forstår vi, har kendt den senere kong Christian den 3. fra denne var dreng, hvor han var lærer for den unge prins. Han fulgte med hertug Christian og blev hans sekretær.

Mads Skriver er med andre ord politiker og handler som mange politikere dengang, men sandelig også nu om dage: Redigerer sin virkelighed, og fortæller, hvad han mener er sandheden, når han kort og knapt beretter om Christian den 3. samt om sig selv, og om de fire personer, han har lært at kende og fået som sine både venner og medarbejdere: Kasper Tømrer, Margrethe Fiskers, Anders Bonde og Karen Kræmmers. Når Mads Skriver har nedfældet beretningen om netop disse fire personer, og hvad de udrettede indenfor det verdslige politiske liv og på det kirkelige område, og hvad der siden skete, er begrundelsen den, at dét, de gjorde, skal inspirere andre. Og dette forekommer mig at være en meget vigtig pointe i denne bog. Det er som om bogens forfatter, Werner Elof Sørensen, siger, at selv om 1500-tallets Danmark synes langt væk, og hvor meget er sket siden, så har – set i et dybere perspektiv – vi mennesker og vort miljø grundlæggende ikke ændret sig nævneværdigt.

I romanen er det da også muligt at finde tråde til nutidens problemstillinger, hvis man altså lige har blik for det! Men romanen kan sagtens læses uden dette perspektiv. Ved f.eks. at gå tilbage til netop reformationstiden peger Werner Elof Sørensen på det afgørende brud med datidens eksistensforståelse, hvor det ikke længere var mennesket, der var centrum, og hvor hver enkelt selv skulle gøre sig fortjent til accept af Gud og sine samtidige. Med inspiration fra Martin Luther i Tyskland blev der nu i Danmark mere og mere vist hen til Jesus Kristus som et spejl, hvor man kunne se sine fejl samtidig med, at ordet om Guds tilgivelse lød til én, så man kunne leve i vor Herres tilgivende kærlighed sammen med ens næste. Det lys er den dag i dag tændt for os, hvor flere og flere jo ulykkeligt nok giver udtryk for, at de både føler sig udstødte, rodløse og rådvilde. Både dengang, men også nu om dage har det også tit lydt, at det er lysten der driver værket, og med det menes ofte, at det er begæret efter magt og penge, anerkendelse og sex, der driver udviklingen.

Werner Elof Sørensen synes at behandle dette udsagn ved at vise, at reformationens budskab siger, at det er Guds tilgivende kærlighed, som den enkelte lever i, der driver værket. ”Søg først Guds rige, så skal resten gives dig i tilgift”, siger faderen f.eks. til sin søn, én af romanens hovedpersoner, Anders Bonde. Det gør Anders Bonde så, og han får både anerkendelse og magt, og tilstrækkeligt med penge til at klare sig selv i et godt familieliv med kone og børn. Men han må kæmpe for det, ligesom de andre hovedpersoner i romanen. Det er dét, denne roman drejer sig om. Hvordan tilværelsens mening for os almindelige mennesker kan forandres på grund af reformationen, og vi kommer til at leve livet i Guds tilgivende kærlighed med vor næste.

Et andet nutidigt aktuelt spørgsmål om at slå ihjel under en krig drøftes også i bogen, ligesom der er hentydninger til ”Me too” og kønnenes kamp mod hinanden. Andre steder i romanen kommer der tydelige hentydninger til dét med at bryde sin ed, altså holde ord, hvilket sandeligt også er aktuelt nu om dage. Ingen af os bryder os om, at ord ikke holdes – og hvad med kontraktbrud? Men hvem fristes så ikke tit til at snige sig uden om eller springe over, hvor gærdet er lavest? Det gælder i privatlivet. Det gælder i den offentlige sektor. Det gælder i den økonomiske og i den politiske verden. Det gælder … ja, det er nemmere at få tilgivelse end tilladelse, kan man høre i politiske kredse. Her er der en rest af kristen tankegang tilbage, der minder om afladshandelen før reformationen.

Med reformationen blev der sat en stopper for dette ved at sige, at enhver kan blive frelst gratis ved tro på Jesus Kristus. Med reformationen blev frelsen fra død og pine og helvedes kvaler ikke længere et politisk spørgsmål, som kirken kunne tjene penge på, men et personligt spørgsmål mellem den enkelte og vor Herre. På denne måde fører bogens forfatter læseren ind i de spændinger i hverdagen, hvor der kæmpes med spørgsmålet om, hvordan vi skal leve et ganske almindeligt kristent liv. Så kan det da godt være, at det spørgsmål ikke stilles lige så ofte nu om dage som dengang, for i det store og hele synes et flertal, at det jo går meget godt, som det går. Skulle der komme en krig eller en epidemi, så finder samfundets ledere og videnskaben nok på en vej ud af krisen. Før reformationen var tankegangen lidt den samme: Hvis bare man gjorde som kirken med paven i spidsen sagde, så skulle det nok gå alt sammen. Det med Gud, det havde man folk til, nemlig præsterne. Så kunne man selv lade lysten drive værket – når bare det fik lidt kristelig fernis. Føler man sig i dag ikke accepteret, udstødt, så har vi psykologer og socialrådgivere, der forsøger at lempe folk ind i samfundet igen, med større eller mindre held, men ligesom før reformationen for gode ord og betaling.

I romanen lyder budskabet fra reformationstiden derimod: Forløsningen kommer, når den enkelte har tillid til budskabet om, at alle hans/hendes synder er tilgivet ganske gratis, fordi Jesus har ofret sit liv for at du skulle kunne leve ”et jævnt og muntert virksomt liv på jord”. Både dengang og nu handler vor Herre her direkte uden om de politiske og sociale magthavere. Noget meget befriende ved denne roman er, at her foreligger ikke nogen psykologisk analyse af de personer, der er beskrevet i romanen, hvor forfatteren ”trænger ind” i personernes indre; men læseren hører, hvad de siger, og får fortalt, hvad de gør, og så må man som læser selv tolke. Som jeg forstår det, vil forfatteren hermed advarende sige til os læsere: Ingen kan ”gå ind i” et andet men-neske og gengive præcist, hvad dette menneske tror, tænker, føler. Alt kommer an på din tolkning!

For enhver med interesse for historie og for at se perspektiver i nutidens måde at tænke og leve på, kan der om bogen ”Rygter om kong Christian den 3.” kun siges: Læs den!

Ole Petersen er låner på Vordingborg Bibliotekerne og han har haft lyst til at dele en god læseoplevelse med os alle.

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her.