Ugens anmelder er Ole Petersen
”Når man først har læst Deres bog, så vil ingen jo længere gå i krig. Derfor kan vi ikke udgive den!” sådan begrundede censuren i Sovjet Rusland i begyndelsen af 1980’erne og nogle år frem deres afslag.
Svetlana Aleksijevitj taler nemlig i sin bog ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” ikke om ”den store sejr” – tværtimod. Hun taler om de menneskelige følelser under krigshandlinger. ”Jeg har ikke brug for at fortælle om mængden af afsporede troppetransporter og partisanoperationer. Det er der tusinder andre, der har gjort. Nej, jeg optegner det lille menneskes historie. Det menneske, der blev revet ud af sit almindelige liv og ned i den enorme historisk, episke afgrund”
Først da Gorbatjov kom til magten i Sovjetunionen og hans tanker om perestrojka slog igennem i sidste del af 1980’erne, blev Svetlana Aleksijevitjs bog trykt – og da i oplag på et par millioner!
Efter at have læst bogen kan jeg godt forstå, at de statslige myndigheder i dagens Rusland og Bellarus nu forsøger at få hendes navn slettet ud af historien, bl.a. ved at fjerne hendes bøger fra bibliotekerne. Dette på trods af, at hun i 2015 modtog Nobelprisen i litteratur og har modtaget en lang række andre hædersbevisninger, bl.a. den danske Sonningpris. Krig i den del af verden er jo igen mer’ end nærværende, og derfor opfattes Svetlana Aleksijevitj atter som en statsfjende!
Svetlana Aleksijevitj har interviewet mere end 500 sovjetiske kvinder om deres deltagelse i 2. Verdenskrig, lige fra deres indkaldelse til deltagelse og hjemkomst. De deltog i forreste frontlinje som partisaner, soldater, snigskytter og mineryddere. De var i telegraftropperne, arbejdede som læger og sygeplejersker. Da de kom hjem, mærkede på krop og sjæl, fik de sjældent den anerkendelse, som mændene fik, men blev nærmere mødt med mistillid og foragt. Derfor forblev de tavse, ensomheden voksede, mens krigens og sejrens historie blev fortalt af mændene.
Disse kvinders historier har, som Svetlana Aleksijevitj skriver, ”ligget i mange årtier som en tikkende bombe, hvor ingen har villet lytte til dem; men nu eksploderede altså denne bombe!” De mange vidnesbyrd og samtalerne er stramt komponeret og opdelt i forskellige temaer, så man nærmest ikke kan komme mere tæt på krigens gru. I afsnit med overskrifter som ”Jeg ønsker ikke at huske …” – ”Jeg var den eneste, der kom hjem til sin mor igen…” – ”Mor, hvad er en far for noget? …” flyder erindringer om vinterens kulde, mudderet, angsten, døden, blodet, skrigene og de helt ubeskrivelige scener fra slag og lazaretter. Men der er også erindringer om ”kvindeliv”, venskaber og kærlighed med drømme om fester og sommerkjoler.
En tidligere kvindelig pilot fortæller bl.a.: ”Jeg tænkte ikke engang efter, da fædrelandet blev angrebet. Jeg kan huske, at jeg tog mine potteplanter fra mit værelse og gik over til naboen og sagde: ”Vil De ikke være rar at vande dem? Jeg kommer snart tilbage”. Men jeg kom først tilbage fire år senere … Forstod vi overhovedet, hvad krig betød? Vi var så unge! … Det er nu, jeg vågner om natten på grund af angst, når jeg drømmer, at jeg igen er i krig. Mit fly hæver sig, højere og højere op, og … så begynder det at falde. Det går op for mig, at det er mine sidste minutter. Det er så frygteligt, lige indtil jeg vågner, og drømmen går i opløsning”.
I bogen kan man også læse en kvindelig militærkirurg fortælle: ”Jeg havde ved krigens start meldt mig selv som tusinder af andre unge kvinder. Da jeg skulle til fronten, var jeg sikker på, at vi snart ville have slået fjenden. Jeg pakkede derfor den nederdel, jeg bedst kunne lide, to par strømper og et par sko og tog med. …. Vi var på tilbagetog; men jeg husker, hvordan vi på vej ud af en by skyndte os ind i en butik, hvor jeg købte mig et par højhælede sko. Alt var røg omring os, men butikken havde åbent – det var et mirakel. Af en eller anden grund fik jeg bare lyst til at købe et par sko. Det var sådan nogle små, elegante sko … jeg købte også noget parfume. Jeg husker, hvor glad jeg var, da jeg løb ud af butikken med de sko. Rundt omkring bragede det. Jeg var i krig, men vægrede mig mod den, for ikke kun mit hjerte, men hele ens organisme kæmpede imod.”
Igennem bogen læses der flere gange, at der er mange, der fortæller, at de ikke længere kan gå ind i en skov og slet ikke, hvis der er gamle træer. ”Hvor mange har vi ikke bare begravet lige under jordoverfladen ved et stort træ – ikke en meter nede, men lige under jordoverfladen. Hurtigt skulle det gå!”
Da disse ofte meget unge piger kom hjem igen ved krigens afslutning, var det som at komme til en helt anden verden, hvor fx rigtig mange familiemedlemmer var døde i krigshandlinger eller af sult. Deres ungdom var endegyldigt slut. Som 20-årige var mange allerede gråhårede. De måtte lære forfra, hvordan det var at leve. De måtte lære et nyt sprog for at blive mennesker igen. Det hjalp nogle gange at læse digte.
Nok ikke mange i vort fredelige Danmark vil kunne sætte sig ind, hvor rædselsfuld en ”krigens hverdag” forløber, men ingen læser vil nogensinde glemme disse mange kvinders skildringer af grufulde episoder, de dengang gennemlevede. Der er et væld af nærværende, indsigtsfulde, ja, nærmest poetiske personlige skildringer, der ville kunne være taget med i denne anmeldelse; men … der er ikke andet at sige end: Læs selv bogen ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”! – og lad os håbe på, at censurens udtalelse dengang er sand: ”Når man først har læst Deres bog, så vil ingen jo længere gå i krig!”
Ole Petersen er en af vores flittige lånere, som har haft lyst til at dele denne læseoplevelse med alle jer.