Ugens anmelder: Henrik Christiansen

Jeg er en ivrig læser, og har som regel gang i 2-3 bøger på én gang. Men da det oftest er faglitteratur og biografier, der ligger på mit natbord, var det overraskende, da jeg i fødselsdagsgave modtog et trebinds værk på i alt 1500(!) sider, skrevet af den – for mig ukendte - norske forfatter Lars Saaby Christensen.

Men efter et mentalt tilløb, og i loyalitet over for den betænksomme giver, kastede jeg mig over Oslo-trilogien ”Byens spor”, og lad mig fastslå med det samme: dette værk er en af de største litterære oplevelser, jeg har haft i mange år.

Romanen udspiller sig i Oslo i årene 1948 – 1968; fra efterkrigstidens sammenhold og solidaritet, hvor næsten alt handler om at finde fodfæste og livsgnist efter en altødelæggende verdenskrig til sluttressernes selvrealiserende egoisme og velstand. Handlingen udfolder sig i Oslo-bydelen Fagerborg. ”Alle i Fagerborg kommer fra landet”, siger man. På en måde er Fagerborg en landsby i storbyen. Hér er kirke, kro, skole, slagter, bager, brandstation, og alle kender alle. Bogens hovedperson er Jesper Kristoffersen. Han er 5 år, da handlingen tager sin begyndelse. Jesper er et følsomt og sensitivt barn. Skæbnebestemmende for Jesper bliver det, da han i radioen stifter bekendtskab med Erik Saties klaverstykke ”Gymnopédie nr. 1.”. Jesper føler sig mødt af stemningen, harmonien, skønheden, sårbarheden – og vel også dissonanserne i Satie’s komposition.

Et billede på livet – og et billede på romanen…….

Jesper begynder i en tidlig alder at modtage klaverundervisning, og klavespillet bliver et vigtigt og nødvendigt omdrejningspunkt i hans liv og opvækst.

Inspiration til romanen kommer fra Lars Saaby Christensens egen mor og dennes dagbøger, optegnelser og referater som frivillig hjælper og sekretær i den lokale afdeling af Norsk Røde Kors. I romanen personificeres hun af Maj Kristoffersen – mor til Jesper og lillesøster Stine og gift med Ewald. Maj er den lille families stærke, kærlige, nøjsomme og solide anker, og tidligt i romanen bliver hun involveret i det lokale arbejde i Norsk Røde Kors. Majs referater af møderne i lokalkredsen afslutter hvert kapitel – noteret med kursiv og uden sammenhæng med handlingen i øvrigt.

Som læser kan det føles fristende at springe disse meget detaljerige referater over, men samtidig giver de et vigtigt indblik i de uligheder og den sociale nød, der præger efterkrigstidens Oslo – og resten af verden. Romanens righoldige persongalleri er en række skarpt skårne karakterer, hvis skæbner – på baggrund af opståede tilfældigheder – fletter sig ind i hinanden (som det jo er med livet).

Store og små dramaer, men også ”almindeligheder”, får afgørende betydning for den enkelte.

Ewald Kristoffersen – Jespers far, der arbejder langt nede i hierarkiet på et reklamebureau, er en levemand, der hver aften besøger ”den lokale” – Hotel Bristol - og ofte kommer halvberuset hjem. Men han elsker sin familie og – ikke mindst – sin hustru, der holder sammen på familien, økonomien…. og på ham, indtil katastrofen indtræder.

Jostein – slagterens søn - er gennem hele romanen Jespers særdeles loyale ven. Jostein er en erklæret stakkel, der som barn bliver delvist døv efter at være blevet påkørt af en bil. Efter en nedværdigende opvækst og skoletid – og et absurd ”kærlighedsdrama” – beslutter han sig for – mod alle odds - at han vil være rig. Første skridt på vejen mod rigdommens tinder er som levende reklamesøjle for et effektivt bumsemiddel.

Gæt selv hvorfor.

Jesper begynder at gå til klaverundervisning hos den – i egne øjne – miskendte italienske pianist Enzo Zanetti, der ofte drukner sine uindfriede ambitioner og behov for anerkendelse i store mængder alkohol, mens han modvilligt tjener til livets kummerlige ophold som hyggepianist på ”Hotel Bristol”. Zanetti bliver en vigtig person i Jespers liv, som lærer, som mentor og som ven. Zanetti bliver også ”vigtig ven” for en anden af bogens hovedpersoner, men nu skal man jo ikke plotspoile.

Fru Vik bor i samme ejendom som familien Kristoffersen. Hun er et centralt fundament for livet i ejendommen, da hun blandt andet er den eneste, der ejer en telefon. Desuden er hun Majs bedste veninde og fortrolige. Fru Vik er enke, og indleder et forhold til – og senere ægteskab med – antikvitetshandleren Oluf Hall. En fatal beslutning – et drama i dramaet.

I sidste bind er det Jespers søster Stine, der overtager rollen som hovedperson. Familiens første student med ambitioner om (og evner til) at påbegynde et medicinstudie. Stine repræsenterer den sociale retfærdighed, ordentlighed og solidaritet, der er den røde tråd gennem de første to bind, men som synes at have fortonet sig i 60’ernes velstandsfest. Stine gør effektivt oprør mod tidens kønsrollemønstre – endnu en gang træder en stærk kvinde i karakter – og vi hepper alle sammen.

I det tredje bind bliver vi som læsere udsat for et genremæssigt kunstgreb fra forfatterens side, idet han selv træder ind i bogen. Parallelt med arbejdet med trilogien bliver Saabye Christensen diagnosticeret med en livstruende kræftsygdom, og vi bliver – sideløbende med den øvrige handlig – konfronteret med selvoplevede beretninger fra lægekonsultationer, langvarige indlæggelser, opslidende behandlinger og – ikke mindst – forfatterens egen dødsangst midt i udarbejdelsen af romanen.

Relevant, litterært originalt og særdeles stærkt.

”Byens spor” består af en lang række fine små handlinger og beskrivelser og de mest fantastiske, reflekterede, eftertænksomme og dybe ytringer – om stort og småt. Nogle gange må man lige læse en passage eller en sætning et par gange mere for at opfatte – og nyde - de filosofiske dybder og den lyriske præcision Saaby Christensen rammer – midt i al ”almindeligheden”.

Romanen er skrevet med stor varme, indsigt, empati, nærvær, kærlighed og humor – og er i øvrigt fremragende oversat.

”alle burde lese denne boka” (som man siger deroppe).

”Jesper tænker, at hvis der findes en tone,

Som kan få folk til at græde,

Så må der også findes en tone, som kan få folk til at le.

Han ved endnu ikke, at det er den samme tone,

Blot spillet på en anden måde”

(bind 1, side 295)

Henrik Christiansen er Musikskoleleder på Vordingborg Kommunes Musikskole.

Læs sidste uges anmeldelse af Rebekka Gertz Andersson