Ugens anmelder: Nina Vestergaard

Lad mig være ærlig – jeg har været fan af Queen siden julen 1975 hvor jeg hørte Radio Luxembourgs hitliste – og her lå den fuldstændige vidunderlige sang Bohemian Rhapsody på 1. pladsen og havde ligget der i mere end 5 uger.

Mine forældre havde en gammel radio, som var sat ind på det værelse som jeg delte med min søster – jeg må jo nok indrømme, at min familie blev trætte af Queen den jul. Men for mig har det været en livslang kærlighed og min største sorg som fan har været, at jeg aldrig har oplevet Freddie Mercury og Queen live – hvad jeg dog har rådet bod på siden med Adam Lambert som vokal frontman for Queen.

Hvordan skal den ægte fan modtage en film om Queen selvom Brian May og Roger Taylor står bag? Da forlydender om at Borat var hyret til hovedrollen og blev fyret var min første tanke, at filmen blev aflyst… og ind med Rami Malek! Skepsis!

Og lad mig sige det først – dette er ikke en fuldstændig historie om gruppen Queen – men et ærligt portræt om den fiktive person Freddie Mercury aka Farrouk Bulsara født på Zanzibar af indiske forældre. Brian May og Roger Taylor har valgt denne vinkel uden sensationsrytteri men lader virkeligheden som de så den udfolde sig.

”Live Aid” – nok Queens største og mest fantastiske koncert på kun knap 20 min åbnede filmen og gåsehuden rejste sig – for Rami Malik spiller ikke kun Freddie Mercury – han er ham på godt og ondt. Mimik, sang og personificering er en formidabel skuespillerpræstation.

Filmen tillader at lade fans se de mere mørke sider af Freddie – men også de kærlige sider, som personer omkring Freddie har beskrevet.

Vi følger starten på Queens karriere, hvor Queen ikke var Queen men Smile; hvor Freddie bliver forsanger og får ændret navnet, logoet (Freddie var designstuderende) og hvor kærligheden til Mary Austin trives. Queens musikalske karriere har et stort fokus og en fantastisk sekvens er beretningen om tilblivelsen af Bohemian Rhapsody.

Men også Freddies mere skjulte sider beskrives… om hans seksuelle lyster, der tager fart på undergrundsscener i både New York og Berlin med utroskab med mænd; om hans langsomme erkendelse af at være biseksuel og det der i sidste ende fører til hans død, nemlig AIDS i det homoseksuelle miljø.

Filmen beskriver Freddies overmod i 1985, hvor han udgiver albummet Mr. Bad Guy, der nærmest fik Queen til at gå i opløsning. Om hans relation til hans personlige assistent, der var stor medvirken til krisen i Queen. Men også Freddie’s sidste lange forhold beskrives – et forhold, der gav Freddie ro i sjælen og genskabte hans relationer til sin familie.

Dette er en biopic – men den fortæller ikke hele historien! Filmen starter og slutter med Live Aid… og mange fans, filmanmeldere og kritikere har offentligt ønsket en mere kritisk adgang/fokus på ”deres” oplevelse af Queen – samt at der ikke er lagt vægt på de sidste år af Freddies liv og musik.

Personligt blev jeg dybt ramt af filmen. Jeg har valgt at tage portrættet som pålydende uden at ville lægge andet i filmen end at det er Brian og Roger’s fortolkning af personen Freddie; deres savn skinner tydeligt igennem.

Filmen modtog et væld af priser – men især de 4 Oscars er for mig en validering af Brian og Rogers valg.

Og hvis jeg skal presses … fortrækker jeg Adam Lambert op mod Marc Martel??

Ja… jeg vil til enhver tid vælge den sanger, der kan fortolke Freddie & Queen end ham, der imiterer. 

Nina er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne og glødende Queen-fan.