""
Ugens anmelder Nina Vestergaard anmelder: Et sted i skyggerne af Juan Díaz Canales

Ugens Anmelder: Nina Vestergaard 

16.06.21
 Er din krimihelt Phillip Marlowe?

Og er hans opgør med de kriminelle miljøer din foretrukne krimilæsning – så vil "Blacksad: Et sted i skyggerne" af Juan Diaz Canales nok være noget for dig.
Denne tegneserie vandt adskillige priser, da den udkom tilbage i 2004.

Men der er et stort "men" – Canales har i sin fantastiske velfortalte historie, ladet sin helt blive portrætteret som en flot sort panter. 
Ja, alle slags dyr er henholdsvis skurke og helte (og de egenskaber som vi tillægger dyrene afspejler deres karakter!) Også deres farver skaber en fantastisk symbolfortælling.

Detektiven Blacksad (Den sorte panter) aka Phillip Marlowe efterforsker mordet på en tidligere kæreste i en utrolig flot streg, der tager symbolikken til ekstremerne. Sympatiske dyr, som den tyske schæferhund er Blacksads chef, ravne er skurke, journalister er de snu ræve. Der er opbygget et gennemsolidt persongalleri med et perfekt univers.

Canales fortæller sin krimihistorie i ”film noir” stil, hvor tegneren har skabt en dyster og skæbnetung verden, hvor stemningen beskriver en kynisk og usympatisk verden.
Jeg kan kun beundre tegneren Juanjo Guardina, der formår at skabe et univers, hvor man glemmer, at det er dyr, der fortæller historien. Guardino får tegnet de mest fantastiske illustrationer, lige fra boliginteriør til persontegninger og skaber stemningsbilleder, der klart skaber illusionen af et kriminelt miljø til storbyens travle gader.

Blacksad bliver kaldt ud til mordet på en ekskæreste – og hele krimihistorien rulles ud – hvorfor blev kæresten myrdet – og af hvem! 
Og hvorfor suspenderer Blacksads chef, Smirnov, ham og derefter giver ham frie tøjler til at undersøge mordet i byen uden navn? 
Hvorfor møder Blacksad mange skurke undervejs – alt fra rotter, leguaner, orner til næsehorn?

Jeg kan kun varmt anbefale denne fantastiske tegneserie, der er en mini-krimiserie på den indre visuelle film i al den Black Noir stemning, som tegneserien formår at skabe.
Har du lyst til at læse mere om Blacksad – så har Vordingborg bibliotekerne yderligere 4 bd. I serien og du kan finde dem på www.vorbib.dk

Nina Vestergaard er Bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne 
 

Materialer