Ugens Anmelder: Pernille Vangaa Knudsen
Pernille har læst og anmeldt ungdomsromanen ”Langt fra det hvide hus” af Mette Vedsø.
Det er en meget vigtig bog, jeg vil præsentere i denne uge. Den handler om drengen George – kaldet Bush. Han er en dreng på 15 år, der ikke har det nemt. Han bor i Palmeparken med sin mor og far. Hans mor agerer dog nærmest ikke mor for ham, for hun har nok i sig selv – eller sine elskere. Og som Bush selv siger, så burde hun aldrig være blevet mor. Hans far er på vej ind i en alvorlig depression, efter at han har forsøgt at holde sammen på familien i 15 år. Så er historien ligesom i gang, og man fornemmer hurtigt Bush' ensomhed og forsøg på at passe på sin mor og far.
Den ene person, som Bush virkelig kunne læne sig op ad og som kunne give ham det, han havde brug for, døde pludseligt. Det var hans morfar, som dør 3 år inden handlingen tager sin start i bogen. Hans pædagog forsøger ihærdigt at træde til og hjælpe, men det er ikke nemt for Bush at åbne op. Det hjælper heller ikke, at Bush oveni det hele får diagnosen ADHD, som han selv har virkelig mange fordomme overfor – altså andre børn med ADHD, autisme e.l. Nu er han selv kommet i sådan en kasse, og det har han det ikke godt med.
Bush har venner, men det er ikke venner, som er gode for ham – tværtimod. En dag møder han Julia ved morfars gravsted. Hun er mor til 2 tvillingedrenge – og underbo til Max, som er en særlig dreng. Bush får et babysitterjob hos Julia og her oplever han, hvordan en familie kan give ham det, som han altid har manglet.
Det er en bog om mælkebøttebørn. De børn der klarer sig gennem skærene på trods. Selvom Bush må meget igennem, så fornemmer vi håbet, og vi tror, som læser på, at han nok skal klare sig.
Jeg synes, det er en vigtig bog for alle unge – og voksne. Mange børn og unge vil desværre kunne nikke genkendende til Bush beskrivelser af sit liv, hvor trist det end er. Bogen giver unge et indblik i, at nogle børn og unge har det svært, men bogen kan også give håb for dem, der netop har det svært.
Man skulle tro, at det er en tung og deprimerende bog at læse, men det er ikke tilfældet. Det er Bush' stemme, der fortæller, og hans beskrivelser af sine oplevelser er fyldt med sort humor – som måske også er det, der gør, at han klarer sig gennem så kummerlig en tilværelse. En vigtig og ærlig bog for unge og voksne – med stor anbefaling herfra.
Pernille er Bibliotekar i Team Børn og Unge på Vordingborg Bibliotekerne
Gik du glip af sidste uges anmelder, kan du læse den her Tour de chambre