Fresko-udstilling i Kulturarkaden

23.04.18
Fresker af maleren Paul Beckett kan ses i Kulturarkaden fra 4. til 27. maj.

Kunstforeningen Vordingborg viser fresker og tegninger/akvareller af maleren Paul Beckett med motiver fra blandt andet Andalusien i Sydspanien.
Der er tale om en meget omfattende udstilling med fresker og eksempler på de forarbejdet og skitser, som ligger til grund for de færdige freskoer. Endvidere vises eksempler på værker fra de forskellige temaer, som Poul Beckett var optaget af.
Birte Beckett, som var gift med nu afdøde maler Paul Beckett (1922-1994), vil i forbindelse med ferniseringen fortælle om Paul Beckett og den interessante freskoteknik, som kendes fra de mange udsmykninger i danske middelalderkirker.
Udstillingen viser, udover freskerne, et bredt udvalg af Paul Becketts tegninger, som er blev udført i Andalusien, hvor han levede det meste af sit liv og hvor han sammen med Birte Beckett skabte det internationale kunstnerrefugium Fundacion Valparaiso, der åbnede i 1989 og hvor Beckett ligger begravet i haven.
Arbejdet med freskoen var det billedsprog, der stod Paul Beckett nærmest. Det var, som fandt han en slags tryghed, en indre balance i de mange processer, der er forbundet med freskomaleriet. Endvidere var han meget optaget af arbejdet med de mange skitseoplæg, som var grundlaget for den egentlige freskoteknik.
Beckett er kendt for sine fine portrætter - herunder også både dystre og eksperimenterende selvportrætter - for sine eksotiske dyrestudier og ikke mindst landskaber.
Birte Beckett har siden slutningen af 1990´erne udgivet en række fine billedbøger, der fortæller om de forskellige motivkredse i Paul Becketts tegninger – portrætter, tyrefægtning, musicerende mennesker, landskaber og dyrestudier.
I forbindelse med åbningen af udstillingen udgiver Birte Beckett en omfattende bog om freskoteknikkens mange muligheder belyst gennem Paul Becketts værker. Men bogen er også en kunsthistorisk beretning om en kunsthistorisk udtryksform, der er ved at forsvinde.

Udstillingen er arrangeret af Kunstforeningen Vordingborg i samarbejde med Vordingborg Bibliotekerne og økonomisk støtte fra Vordingborg Kommune og og Nordea Fonden.
Velkommen til ferniseringen fredag den 4. maj kl. 16.00 i KulturArkaden.
Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid fra 4. maj til 27. maj 2018.