ereolen

Hvilken verden vil du gå på opdagelse i?

04.05.23
Kalder alle børn fra 9-12 år!

Landets biblioteker inviterer sammen med eReolen Go! alle børn i alderen 9-12 år til at overtage bibliotekernes litteraturformidling i hele maj måned.

Nu er det børnenes tur til at gå forrest, når der skal formidles læseoplevelser, og det får de nu chancen for at vise med den landsdækkende kampagne: "Hvilken verden vil du gå på opdagelse i?”

Vordingborg Bibliotek omdannes til en stor ”børn-til-børn”-anbefaling, og lader børnene bestemme, hvilke historier der skal fremhæves som en god læseoplevelse.

Kender du et barn, der elsker bøger og som gerne vil give oplevelser videre til andre børn? Eller kender du et barn, der mangler inspiration, men som helst vil have det fra andre børn? Uanset så tag barnet med ned på Vordingborg Bibliotek eller følg med hos eReolen Go, hvor bibliotekerne giver børn mulighed for i fællesskab med andre børn at få og give gode læseoplevelser videre – bibliotekerne garanterer, at der er en oplevelse i vente for alle.

Sådan deltager børn i kampagnen

Alle børn i alderen 9-12 år har mulighed for at deltage, når de besøger Vordingborg Bibliotek eller klikker sig ind på bibliotekernes digitale tilbud eReolen Go!. Her kan børnene komme med anbefalinger og vælge de historier, der skal fremhæves i både det digitale og det fysiske bibliotek.

Her kan man dele sin boganbefaling på eReolen Go

Du kan se, hvilke seks titler børn har valgt her på hjemmesiden og se seks seje børn give deres anbefalinger af bøgerne i videoerne her:

Kom til Vordingborg bibliotek og se, hvilke bøger børn fra dit lokalområde har anbefalet. Og er du nysgerrig på, hvilke bøger børn fra andre steder i landet anbefaler, så følg med her på eReolen Go.

Kampagnen er en del af projektet ”Det starter med børnene”, der har fået støtte af Slots- og Kulturstyrelsens udviklingspulje for folkebiblioteker. Projektet har deltagelse af 46 af landets biblioteker samt eReolen. 

Materialer