Forlagets beskrivelse af: DAGE PÅ EN Ø af Rie Osted

Forfatteren Annas kæreste har snydt og bedraget hende, og for at komme væk hjemmefra melder hun sig til et ophold på en lille sydlandsk ø, hvor der tilbydes sol, hvile, musik og inspirerende foredrag om psykologi, religion, kunst og litteratur og forkælelse med mad og vin. Anna får selskab af syv andre voksne i forskellige aldre og fra forskellige lande. En lesbisk danserinde med kærestesorger, en pensioneret magasinredaktør, en enkemand med bondeanger, en etbenet skiinstruktør, en fitnessejer i ægteskabelig krise med medbragte 10-årige tvillinger, en tidligere soldat med PTSD og en entreprenør, hvis kone har valgt at følge en guru. Alle har de deres grunde til at melde sig til dette retreat, og for flere af dem sker der noget skelsættende eller øjenåbnende. Heller ikke Anna er helt den samme, da hun efter seks dramatiske dage returnerer til fastlandet.