Lektørudtalelse

Forfatter: Beth Høst

Anvendelse/målgruppe/niveau

Denne udgivelse er til alle dem, der interesserer sig for verdenslitteraturens klassikere, og specielt i dette tilfælde fordi der er tale om en nyoversættelse. De, der værdsætter litterær stilistik på højt plan, har her en stor læseerfaring i vente

Beskrivelse

Konstruktionen af fortællingen, der præsenteres af "John Ray Jr.ph.d." som en erindring skrevet i fængslet af den franske forfatter Humbert Humbert, er suveræn. H.H. træder ofte et skridt tilbage og skildrer sig selv ironisk, nærmest som en parodi, men også konkret, dog helt uden for detaljer, som pædofil, der hungrer efter "nymfetter" (12-13-årige kønne småpiger). Han er så "heldig", at hans hustruer dør, også Lolitas mor, som han ægter for at være nær ved datteren, og deres road-story gennem USA starter. H.H.'s besættelse af Lolita bliver fatal, da hun undervejs flygter fra ham, og han mentalt mister grebet

Sammenligning

Siden Lolita udkom for 1. gang på dansk i 1957 er den jævnligt udgivet, senest 10. udgave i 1997, og if. Netpunkt jævnt spredt udover det danske biblioteksvæsen. Nu er der tilmed investeret i en nyoversættelse, og min fornemmelse er (uden at have sammenholdt i detaljer med originalen), at dette er et "tilbage til rødderne"-projekt. I 1957-teksten fornemmes et af de sproglige mål at være at nærme sig dagligdagen, hvor nærværende beretning har et smule mere ornamenteret, men dog disciplineret sprog. Undtagelsen er et digt (2. del kap. 25), som er fordansket i denne udgave

Samlet konklusion

Dette er en klassiker, som litteraturinteresserede bør kende

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2011