Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Kort om bogen

Hvis du nu tror, at fx hvidvask af penge er noget nyt, så bliv klogere i denne kriminalhistoriske dokumentar med fokus på en mulig sammenhæng mellem to mordsager og det som forfatteren kalder "Det perfekte bedrag". For dig som læser om autentiske kriminalsager

Beskrivelse

"Denne bog er en dokumentarisk fortælling og min vurdering af, hvad der kan være sket dengang. Den er resultatet af mine undersøgelser og baseret på enorme mængder interviews, politirapporter og billedmateriale." Sådan skriver forfatteren om sin bog. Sagerne er dobbeltmordet på Peter Bangsvej på Frederiksberg i 1948, hvor en kontorchef og hustru findes myrdet med knivstik og mordet på Else Langkjær i 1946. Else Langkjær er i øvrigt forfatterens moster. Samtidig med sin research i de to mordsager fandt forfatteren frem til en svindelsag med ingredienser som dansk uldimport og hvidvask af penge. Hun argumenterer for en mulig sammenhæng med bedrageriet og de to mordsager. Bogen beskriver dokumentarisk kriminalsagerne og forfatterens research, og stiller spørgsmålet om myndighedernes håndtering af sagerne har været i orden og en retsstat værdig. Susanne Meelbye er journalist og har bl.a. skrevet Mordet på moster (Sagen genoptaget)

Vurdering

Velskrevet dokumentar, hvor jeg er imponeret af forfatterens research og ihærdige kamp for den sandhed hun tror på

Andre bøger om samme emne

Om dobbeltmordet fx også Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2019