Udstilling: Glubske bakterier spiser vores fortidsminder
- Tid
- 07:00 - 23:00
- Sted
-
Vordingborg Bibliotek
Sydhavnsvej 6,
4760 Vordingborg
Bibliotek
Vordingborg BibliotekDanmark har masser af kulturarv under vandet. Skibsvrag. Fiskeanlæg fra stenalderen. Våben. Men selvom det træ, fortidsminderne er bygget af, ser fint og friskt ud, er det blødt som svamp. Får det lov at tørre, krymper det til noget, der mest ligner en brændt tændstik. En glubsk bakterie har nemlig gennem århundreder angrebet træet – og har kun efterladt en tom skal tilbage. Ingen ved præcis hvilke bakterier, det er.
Det har forskere på Nationalmuseet sat sig for at finde ud af. De deler deres detektivarbejde i denne udstilling på Vordingborg Bibliotekerne, hvor du også kan få svar på, hvordan bakterierne på sigt kan blive vores venner. Og på, hvorfor Titanic formentlig ender med at kollapse om cirka 20 år – selvom det berømte vrag er lavet af metal og ikke træ.
Udstillingen er skabt i samarbejde mellem tegner Thomas Thorhauge, TV2 Øst og journalist Jakob Olling, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og ikke mindst forskere fra Nationalmuseets forskningsgruppe Njord.
Udstillingen er en del af et større projekt, hvor nogle af Danmarks allerdygtigste tegnere arbejder sammen med lokale medier og naturvidenskabelige forskere om at formidle videnskab i tegnet form. Projektet er ledet af Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og støttet af Novo Nordisk Fonden.
Læs mere på projektets website: www.visuelvidenskab.dk