Nyt bibliotekspunkt på Bogø
Nyt bibliotekspunkt åbner på Bogø
Fra torsdag den 1. oktober kan du som låner på Bogø og Vestmøn få lettere adgang til biblioteket, når Bogø Bibliotekspunkt åbner på Bogø Privatskole.
Bibliotekspunktet er et nyt tilbud, der bringer biblioteket tættere på jer. Tidligere har borgere på Bogø haft langt til det nærmeste bibliotek, men med et nyt bibliotekspunkt bliver det muligt at hente sine reserverede bøger lokalt på øen.
Det nye bibliotekspunkt er et samarbejde mellem Vordingborg Bibliotekerne og Bogø Privatskole. For Bogø Privatskole er samarbejdet samtidig en måde at åbne skolen mere op mod det omkringliggende lokalsamfund.
”Vi vil gerne være en skole, der ikke kun er for vores elever og deres familier, men som også er en aktiv del af livet på Bogø. Derfor vil vi gerne åbne skolen mere op for øen og bidrage til lokalsamfundet, hvor vi kan. Bibliotekspunktet er et godt eksempel på, hvordan skolens rammer kan bruges til noget, der kommer flere på Bogø til gode,” siger skoleleder Peter Sander Frandsen.
Sådan bruger du Bogø Bibliotekspunkt
For at benytte bibliotekspunktet skal man have appen Biblioteket på sin smartphone. Via appen kan man reservere bøger og andre materialer fra bibliotekets samling og vælge Bogø Bibliotekspunkt som afhentningssted.
Når materialet er klar til afhentning, hentes det på Bogø Privatskole og lånes direkte med appen Biblioteket.
Med det nye bibliotekspunkt bliver bibliotekstilbuddet mere tilgængeligt for jer lånere på Bogø og Vestmøn og vi håber, I vil tage godt imod det. Foruden afhentningsreol rummer bibliotekspunktet en sofa, bord og stole samt et mikroskopisk udvalg af bibliotekets bøger.