
- Dato
- Tid
- 07:00 - 23:00
- Bibliotek
- Vordingborg Bibliotek
- Adresse
-
Sydhavnsvej 6
4760 Vordingborg
Danmark
Ingrid Duch er uddannet på Det Fynske Kunstakademi i 1982 og har siden taget studieophold i en række lande. Ida Guldhammer er uddannet på Designskolen i Kolding som tekstildesigner og væver i 1986.
Begge kunstnere har mange års udstillinger i ind-og udland bag sig. Ingrid Duch og Ida Guldhammer har de sidste år haft et kunstnerisk samarbejde, både som denne tematiske udstilling og værker skabt i fællesskab, som tredimensionelle manifestationer over naturens styrke og menneskets hovmod. Baggrunden for samarbejdet er en fælles grundopfattelse af verden og vores ståsted. Hertil kommer glæden ved at fortælle og fordybe sig i materialet.
Begge kunstnere er på hver deres måde inspireret af naturen. De arbejder i et felt mellem natur og klima, myte og tro, skønhed og gru. Naturen: i forskellige udtryk, med iboende associationer, skønhed, men også deterministisk trussel. Der bliver arbejdet med temaet gennem afbildninger, i rytme, fortælling og med symbiotiske former og figurer. Med udgangspunkt i materialevalg og praksis skabes et mangefacetteret narrativ.
En del af Ida Guldhammers værker er udført i håndlavet papir, indfarvet og bearbejdet til frithængende bladinstallationer. Refleksion over og genskabelse af naturoplevelser. Desuden feltarbejde med den gamle teknik cyanotopi (blueprint), ekspeditioner til de danske strande, aftryk af havbund og strandkant, registreringer af bevægelser i vand, indsamlet plantemateriale, flygtige indtryk fastholdt, og gen-beskrevet på papir eller stof. Naturens gentagelse, formen, livet og døden er inspirationen.
Ingrid Duchs primære arbejde med temaet er i store figurative malerier. Dyre og menneskeskikkelser skaber kraftfulde kompositioner på lærred, papir og pap, væghængt, men også rummet inddrages med tegninger i trækul på lærred. Det komplekse samspil mellem mennesket og naturen bearbejdes og tydeliggøres. Mytologiske fortællinger, og oprindelige folks forståelse og tankesæt omkring vores ophav er idémæssig baggrund for arbejderne. Udstillingen vil bestå af både nye og ældre værker til væg og rum.
Fernisering fredag d. 26. september kl. 16.