Anmeldelse af ”Sejl ikke til havet” af Elin Anna Lappa

I sommer var jeg på ferie i det nordlige Norge og Sverige. Det var en kæmpe oplevelse og har sat sit præg på min læsning siden da. Sidste gang anmeldte jeg ”Multebærmosen”, og denne gang er det ”Sejl ikke til havet”, som ligeledes fortæller en rørende og skræmmende historie om behandlingen af samerne.

I Sverige kommer store dele af energiforsyningen som bekendt fra vandkraft. I takt med det stigende elforbrug op igennem 1900-tallet, har det derfor været nødvendigt at bygge nogle dæmninger. Flere af disse dæmninger er bygget i Lapland med katastrofale følger for både samer og naturen.

Det er i denne ramme, at handlingen udspiller sig. En lille samefamilie bestående af Mor Ravdna, hendes søster Anne og datteren Inga vender efter vinteren tilbage til deres sommerboplads. Der er sket noget helt forfærdelig. En ny dæmning er blevet bygget, og hele området er oversvømmet. Mor Ravdna svømmer ud i søen for at redde nogle få ejendele, mens vandet bare stiger og stiger og kåter (telte), gravpladser og eksistensgrundlag ligger under vand. 

Det store energiselskab kalder det samfundsudvikling, og samerne må bare indordne sig tingenes tilstand. Erstatning kan ikke komme på tale, da samerne pr definition ikke må eje noget, grundet deres status som nomader.

Dette bliver blot første gang, hvor familien må flytte deres kåte op ad bjerget. Mor Ravdna er en viljestærk kvinde, som kæmper sin egen kamp mod selskabet og naturen. Hun beslutter at bygge et ”rigtigt” hus, det vil sige et hus bygget mestendels af de forhåndenværende materialer såsom drivtømmer og dåser. 

Ravdna forsøger at få et byggelån, men ”nej” nomader må ikke eje fast bolig. 

”Farcen” gentager sig, da der kommer elektricitet til området. Da samerne ikke ejer et hus, kan de ikke få elektricitet!

Romanen følger de tre kvinder i en tid, hvor den samiske befolkning presses af industrialisering, racisme og myndighedernes beslutninger. Det er hårde og nye tider. Fiskeriet kan ikke længere brødføde familien og datteren Inga får ligesom mange andre arbejde hos selskabet. De gamle traditioner er i totalt opbrud.

De tre kvinder er meget forskellige. Rávdná kæmper trodsigt for retten til at blive og bygge et nyt hjem, mens Iŋgá drømmer om stabilitet og en fremtid uden denne konstante kamp.

Bogen er utrolig fint og godt skrevet. Forfatteren får med sit sprog handlingen til at krybe ind under huden. Man mærker som læser den stigende vandstand, fugten, kulden og nøjsomheden. Jeg bliver både berørt og vred. Hvorfor er det, at den civiliserede verden gang på gang behandler oprindelige folkeslag så dårligt og uværdigt?

Meget fin forside hvor en samepige meget sigende står i vand til halsen.

Jeg giver bogen min bedste anbefaling – god læselyst.

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk