Ugens anmelder er Jette Nygaard
Af Redaktionen
Jette anmelder "Tranerne flyver mod syd"
Endnu en gang er vores faste husanmelder Jette på spil. Denne gang med en roman af den svenske forfatter og sociolog Lisa Ridzén, der foreløbig ikke har mange bøger på samvittigheden, men til gengæld har høstet stor ros
Anmeldelse: Lisa Ridzén ”Tranerne flyver mod syd” (2025)
Da Lisa Ridzén læste plejepersonalets dagbogsnotater om sin farfar, besluttede hun at skrive om en roman om den 89-årige Bos sidste sommer. Lisa Ridzén er svensk sociolog og forsker.
Med den viden og indsigt har hun skrevet et særdeles levende værk med fokus på et langt livs sidste fase. Om kærlighed, tab, sorg og ikke mindst det at bevare sin menneskelige værdighed til det sidste.
En fremragende bog skrevet i et velfortalt sprog; skrevet med rørende empati; og læses med en lille tåre hist og pist, og til sidst!
Bo bor i eget hus, men med et dagligt plejeteam, der skriver dagbogsnotater om Bo efter hvert besøg. Bos kone, Fredrika, er kommet på demensplejehjem og lever i sin helt egen verden.
Bos hund, Sixten, er hans allerbedste ven, soulmate og uundværlig. Bos søn, Hans, er meget omsorgsfuld, kommer jævnligt på besøg, shopper for Bo og sørger i det hele taget for, at Bo kan leve og har det godt.
Hans' datter Ellinor, alias Humlebi, er Bos et og alt.
Ingrid er plejer og helt igennem enestående og forstående over for, hvad der foregår i hovedet på Bo. Hun kæmper en brav kamp for, at Bo kan beholde Sixten, da Hans vil have ham ud af huset!
Ture, Bos ven gennem livet, er et helt kapitel for sig.
Ture og Bo har altid ofte ringet sammen og gør det stadig. Ture er i Fredrikas optik en ”sær” personlighed, og hun er ikke ovenud begejstret for ham.
Men bedste venner besøger hinanden, kerer sig om hinandens børn, tager på fisketure, etc., og det er lige, hvad de to altid har gjort!
Afsløringen om Ture kommer, da Bo og Hans deltager i Tures bisættelse, for hvad er det, Ture aldrig fortalte ham?
Historien fortælles gennem Bos tanker, og den er ikke uden humor. Man får på en måde en skræmmende indsigt i, men også fornemmelse af, hvordan det kan føles at aldres: tab af autoritet, af værdighed, af liv!
Bo taler i tankerne med den ikke længere mentalt tilstedeværende Fredrika, dog er hun dagligt tilstede i form af et tørklæde!
Han taler med Sixten. Da Hans vil tage Sixten fra ham, gør han mentalt og hidsigt oprør mod sine omgivelser, men fysisk er han ikke i stand til at udtrykke sig. Han taler til Hans, vil gerne tale om deres noget anstrengte forhold, men ordene kan ikke komme ud! Forholdet afklares på anden vis!
Den varmeste og mest rørende bog jeg længe har læst – jeg vil aldrig glemme den!
Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk