Ugens anmelder er Merete Stockfleth
Af Redaktionen
Merete anmelder "Seksten solopgange"
Merete er bibliotekar. Hun er en flittig læser, ofte fantasy, men der er mange genrer, som ryger på natbordet. Spørg endelig efter godt læsestof, hvis du mangler
"Seksten solopgange" af Samantha Harvey
Nogle gange falder man over en bog, der bare rammer plet. Sådan har jeg det med Samantha Harveys 'Seksten solopgange'.
Det er en af de mest intense og smukke romaner, jeg har læst i år.
Seks astronauter suser rundt om jorden og oplever 16 solopgange på et enkelt døgn. Men glem alt om klassisk science fiction. Det her er et dybt personligt drama om afstand, hjemve og menneskelige relationer.
Selvom astronauterne kigger ned på kontinenter, skiftende årstider og enorme tyfoner oppe fra himlen, slår deres hjerter stadig i takt med dem derhjemme.
Samantha Harvey lukker os direkte ind i deres tanker:
En frygter for sit ægteskab, en anden drømmer om sin datter, og en tredje mister sin mor midt under missionen. Det er råt, det er rørende, og det er skrevet i et fuldstændig blændende, lyrisk sprog.
Hvis du holder af filosofisk og lyrisk litteratur, der går helt tæt på personerne, men formår at se det hele i et fascinerende helikopterperspektiv, så må du ikke snyde dig selv for denne sproglige perle.
Det er et sanseligt og rørende kærlighedsbrev til vores fælles, sårbare planet – en fortælling, som du hurtigt sluger, men sent glemmer.
Kæmpe anbefaling herfra
Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk