Ugens anmelder

Ugens anmelder er Jette Nygaard

Af Redaktionen

""
Ugens anmelder

Jette anmelder "Hot milk"

Husanmelder Jette anmelder Deborah Levy, der kommer på ”Verdenslitteratur på Møn” d. 19. og 20. september!

"Jeg vil meget gerne anbefale Deborah Levy’s bøger, for som jeg har skrevet om i anmeldelsen ovenover, så skriver hun ”sanseligt, sjovt, smerteligt og symbolsk”. Levy kan for mange være en udfordring at læse, men får man først rigtigt fat i essensen og skrivestilen, så bliver man som læser dybt fascineret af hendes værk(er). Og så kan man møde hende i levende live på Møn i september!"

Deborah Levy ”Hot Milk” (2016 – oversat til dansk 2025)

Anderledes, dybt problematisk og manipulerende er forholdet mellem mor og datter i Deborah Levy’s ”Hot Milk”.

Anderledes, fordi fortællingens hovedperson, den 25-årige datter Sofia, fuldkomment helliger sig sin selvmedlidende og egocentriske mor, Rose, og hendes mystiske sygdom i benene. Man kan sige, at Sofia er i moderens vold. 

Mor og datter drager til Sydspanien, Almería, for at moderen kan komme i behandling hos den alternative dr. Gomez, hvilket i sig selv bliver en kompliceret affære. 

Dybt problematisk, fordi moderen er manipulerende, og Sofia føler sig enormt ensom trods nye relationer under opholdet. Hun søger identitet, er ved at finde sin seksualitet og sit eget liv i uafhængighed, men moderen står i vejen. 

Ydermere skal Sofia færdiggøre sin speciale i antropologi, og det trækker tænder ud. 

Set fra helikopteren kan man sige, at både mor og datter kæmper for deres liv, hver på deres måde. 

Manipulerende, fordi talemåden og sproget, bl.a. mellem mor og datter, er ret ubehagelig: ”Min datter spilder sig liv,” svarede Rose. ”Sofia er trind og doven, og hun snylter på sin mor i en temmelig fremskreden alder”. Eller: ”Hent mig noget vand, Sofia”, og det er altid det ”forkerte” vand. 

Sofia keder sig: hun servicerer moderen, går ture på stranden, trodser badeforbud, etc. Men det giver hende tid til at tænke, bl.a. på sin græske far, som hun besøger undervejs. 

Dagene ændrer sig, da hun møder underfundige Ingrid Bauer, en spansk syerske og designer, og bliver forelsket. 

Ingrid er gift, men indleder et forhold til Sofia, som er uskyldig udi kærlighedens kunst. Sofia møder også livredderen, den studerende, som hun indleder et forhold til. 

Sofia bliver under den forbudte badning forbrændt af giftige ”meduser”, og livredderen lindrer på flere måder hendes fysiske smerter. 

Medusa bliver her symbolet på frygt, uhygge og skønhed: Sofie brænder sig på kærlighedens smerte!

Bogen er enestående vel skrevet: sanseligt, smerteligt og symbolsk! Deborah Levy rammer! 

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk