Den smukke og gribende historiske fortælling i ”Sange om stilhed og hjem” fokuserer på flygtningestrømmen fra Østtyskland til Danmark efter 1945; væk fra russerne og grusomhederne. 

Anne Lise Marstrand-Jørgensens romaner fokuserer især på universelle temaer som fødsel og død, kærlighed og forholdet mellem mennesker. I denne bog er kærlighed og forholdet mellem mennesker stærkt fremtrædende. 

Bogen er delt i tre afsnit, hvor synsvinklerne skifter mellem et barn på 11 år, en sang- og musiklærer, samt endnu et barn på 16 år, og den spænder over en tidsperiode på 2 år.

Ursula bliver af sin søster Sigbrit tvunget på flugt ud af Østtyskland, alene. Ursula bliver nu Uwe!? 

Jeg vil ikke afsløre hvordan, men hun holder sig til en familiemor, Fruen, med 2 børn samt et andet barn, ”voksne” Renate, under hele flugten til Danmark. 

Undervejs møder de forfærdelige scenarier i krigslandskabet, sult og sygdom. De lander i København. Renate og Uwe holder sammen som et søskendepar, på godt og ondt. 

Uwe aner, at de tyske forældre og Sigbrit ikke lever mere, men tror urokkeligt på, at Willi, broderen er i live. 

U overlever selv bl.a. ved at erindre broderens store entusiasme for polarforskerne og deres overlevelsesmetoder og stærke vilje. Hun ”taler” ofte med broderen, som siger: ”Vær tapper, du kan godt! Gør dine optegnelser”. U lever i stilhed på mere end en måde!

I flygtningelejren i Danmark møder Uwe musikstuderende Simon, da hun melder sig til korsang i lejren. Dette møde bliver hendes redning. For alt er fattigt og vemodigt, trist og ensomt, men i sange findes solskin og håb. 

U får en stadig tættere relation til den kor-eksperimenterende Simon, som holder af barnet med den lyse stemme. Simon er selv lettere rastløs, følsom, funderende og hjælpeløst forelsket i Inga. Simon hjælper det tyske barn. 

Den osteklæde-indbundne Drygalski-bog finder vej hjem! Heller ingen afsløring her.

Fortællingen er hjerteskærende, kærlig og grusom på én gang. Og en page-turner for mig. Den er fremragende skrevet i et til tider filosofisk og poetisk sprog. - ”Sneen”s magi spiller en rolle igennem hele bogen. 

Jeg vil mene, at bogen er yderst vigtig læsning i dag, idet vi stadig ser, at krigsflygtninge bliver modtaget som uønsket i velhavende og trygge samfund som vores. 

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har skrevet 12 romaner, bl.a. den fantastiske roman ”Ræveår” om kvinde liv på Læsø sidst i 1700-tallet; den vil jeg OGSÅ stærkt anbefale.

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk