Ugens anmelder

Ugens anmelder er Eva Themsen

Af Redaktionen

""
Ugens anmelder

Eva anmelder "Rødovre Blues"

Eva, der lige om lidt kan fejre jubilæum på Vordingborg Bibliotekerne, er som indkøber til voksenbogssamlingen, nok dén med allerstørst kendskab til vores bogsamling, og derudover er hun en meget flittig romanlæser. Hun læser både dem der gør ondt, dem man skal tænke over, dem man griner af, men også dem der bare underholder og giver en god følelse

Anmeldelse af "Rødovre blues" af Jonas T. Bengtsson

En mand bliver slået ned med et askebøger, og så er vi i gang. Jonas T Bengtsson lader historien køre rask ud over stepperne. Hvad sker der? Hvordan er det gået til? Vi må vide det.

Først hører vi om hjemmehjælperen Margrethe. Hun er en skøn kvinde, som med sin bramfrie facon er både skræmmende og vidunderlig. Hun bliver helt uventet og uønsket ansvarlig for sit barnebarn, hvis eksistens hun ikke anede noget om. Det giver stof til mange herlige episoder.

Luca bliver smidt ud af handelshøjskolen, fordi han har snydt med en stor opgave. Ikke sjovt for en ung mand, som altid har fået at vide, at han er det kloge hoved i familien. I øvrigt en noget broget familie, der mestendels består af mere eller mindre kriminelle elementer. Her skal han så forsøge at finde sin plads.

Goran er bestyrer af en spillehal og samtidig næstkommanderende i den kriminelle familie. 

I spillehallen har han sit faste klientel af pensionister, som han servicerer med mad og drikke, mens de spiller pensionen op. Der skal fifles med regnskaberne og holdes styr på chefen. Det er i sandhed en buket af blandede opgaver, han skal løse.

Endelig er der Erik, som er chef for hele den serbiske forbryderfamilie. Erik er en sørgelig figur.

Han har mistet sin kone, prøver desperat at få et godt forhold til sin teenagedatter og drikker sig fra sans og samling. Det er dømt til at gå galt.

Så er persongalleriet linet op og historien kan begynde. Det er socialrealisme for fuld udblæsning. Historien er både alarmerende – sørgelig og sjov.

I min optik er hjemmehjælperen Margrethe, den der står stærkest, men det giver mening alt sammen.

En herlig fortælling hvor 4 forskellige skæbner på forunderlig vis, flettes ind i hinanden og får historien til at hænge sammen. 

Bogen er letlæst, og jeg var godt underholdt. 

God fornøjelse og god læselyst.

Bogen kan selvfølgelig lånes på biblioteket 

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk