Ugens anmelder er Mette Storm
Af Redaktionen
Mette anmelder ”Spis, spis, spis - phở og andre vietnamesiske klassikere”
Mette er bibliotekar og står bl.a. for indkøb af alle Vordingborg Bibliotekernes film. Mette læser gerne faglitteratur, gerne om samfund, historie og biografier.
Nina Minhs ”Spis, spis, spis - phở og andre vietnamesiske klassikere”.
Har du det ligesom mig; Slæber kogebøger hjem fra biblioteket, med opskrifter flankeret af skønne billeder – med lokkende, eksotiske og lækre ingredienser?
Bugner hylderne derhjemme med kogebøger (købt med et lille håb om at få dem brugt)?
Er du glad for mad, der bugner af farver og smagseksplosioner?
Så er denne kogebog et godt bud til dig!
Her er et godt udvalg af typiske vietnamesiske retter, autentiske, men stadig lavet med ingredienser, der i nogle tilfælde, skal skaffes i specialbutikker.
Tjek de overskuelige og godt forklarede opskrifter ud; lav den traditionelle nudelsuppe Pho, forårsruller af dej eller med rispapir.
Forsøg dig med de mange forskellige retter med nudler eller ris – de marinerede æg, eller syltede gulerødder eller kinaradise.
Prøv en vietnamesisk udgave af creme brulé eller banankage.
Alt er godt forklaret og samtidig krydret med lidt ord omkring madkultur eller vietnamesisk kultur generelt.
Nina Minh har vietnamesiske rødder, men kommer fra Randers. Hun har, udover at have udgivet 2 kogebøger, også en hjemmeside og IG: @Derhvorjegkommerfra hvor hun giver fif om mad, kultur og rejser i det vietnamesiske.
Dejlig og fin kogebog med en masse lækre retter.
Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk