Ugens anmelder er Jette Nygaard
Af Redaktionen
Jette anmelder ”Inden året er omme”
Husanmelder Jette har denne gang anmeldt en bog, som hun ikke umiddelbart er faldet pladask for, men som alligevel har givet en indsigt på et område, som de fleste ikke kender så meget til, nemlig sommerfugle.
SOMMERFUGLE? Hvis du synes, de danske sommerfugles farver og former er interessante og ikke mere end det, er denne bog formentlig ikke noget for dig.
MEN, hvis du synes de danske sommerfugles navne, udseende, historik, habitat og symbolik er interessante, er denne bog i høj grad noget for dig!
Sommerfugle er smukke. De skal beskyttes. Historisk symboliserer de forvandling, frihed, skønhed og genfødsel. Ved fordybelse i sommerfuglenes verden finder man hurtigt ud af, hvor meget artens betydning har for mennesker og i naturen. Lea Korsgaards bog hjælper os på vej.
Lea Korsgaard, journalist og forfatter, sætter sig det ambitiøse mål, at hun i løbet af et år vil finde og beskrive alle danske sommerfugle. Deraf titlen ”Inden året er omme”.
Bogen har undertitlen ”Hvad 64 sommerfugle lærte mig om naturens største gåde”, og denne gåde er livet! Kapitlernes overskrifter er årets måneder. Lea noterer måned for måned, hvilke fund, hvilke sommerfugle og opdagelser hun gør, hvilke personer hun møder, der kan indvi hende i sommerfuglenes verden.
Bogen er fyldt med illustrationer. Da Lea starter sit ”projekt”, sin rejse, aner hun absolut intet om sommerfugle – er på helt bar bund.
Leas familie involveres i hendes søgen. Rasmus og deres tre børn og hendes mor deltager i nogle af turene rundt i Danmark. Leas far er præst og hans dagbøger giver hende idéer om, hvordan man kan sanse forholdet mellem naturen og religion - og reflektere.
Lea møder undervejs mange forskellige sommerfugle passionerede eksperter, lepidopterologer . Hun tager os med ud i det ganske Danmark; besøger landskaber hun ikke anede eksisterede; tager os med til mytologiens verden; filosoferer over livets gåde!
Trods det, at Lea Korsgaard ikke kommer i dybden med de eksistentielle spørgsmål og verdens klimasituation, kommer hun i sin tankegang ind på fx metamorfosen, Aristoteles, Freud, o.m.a.
Bogens primære opgave er at opsøge og opliste de danske sommerfugle i løbet af et år. Sekundært bliver derfor de forskellige filosofiske forklaringer og fakta, hun deler med os i sit værk.
En meget god grund til at læse bogen vil være at lade sig udfordre af noget nyt og nyttigt.
Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk