Ugens anmelder

Ugens anmelder er Jette Nygaard

Af Redaktionen

""
Ugens anmelder

Jette anmelder "Krigsturisten"

Jette er låner på Vordingborg Bibliotekerne og "husanmelder" for os, da hun læser en masse og heldigvis gerne vil dele de gode læseoplevelser. Har du også lyst til at være "Ugens anmelder" så send os endelig en mail 

Anmeldelse af Jesper Bugge Kolds ”Krigsturisten” fra 2018

Jeg kan på det varmeste anbefale ”Krigsturisten”, der som titlen kort og godt indikerer, handler om gymnasielæreren Niels, der drages mod krig for at få spænding i sit liv. 

Jesper Bugge Kold har i sine mange skildringer fortrinsvis fokus på mandlige personer i ekstreme situationer. Situationer, som i høj grad ændrer deres videre liv.

Niels fortæller historien om, hvordan han begynder at tiltrækkes af spænding og krig. Niels er stagneret samfundsfagslærer; eleverne er uengagerede og umotiveret; forkælede, siger han. Niels er midaldrende og har været gift med Annemette i mange år; ægteskabet knirker i krogene og er ved at være ”træt”. 

Niels’ kammerat fra gymnasietiden, Michael, er krigsfotograf. Han foreslår Niels at tage med til Beirut som sin assistent. Niels vægrer sig, men Michael overbeviser ham om, at det at opleve uro og krig ikke er så farligt, som folk tror. Listen af ture udvides herefter til Libyen, Mali, Ukraine. Niels’ erfaringer med livet som krigsturist bliver stadig mere grumme og sætter hans liv i et komplet nyt perspektiv. 

Modsætningen mellem det grå hverdagsliv og det nervepirrende krigsturistliv ændrer Niels’ kurs; det giver ham adrenalin kicks, en afhængighed som han aldrig har oplevet før. Niels møder en gruppe mennesker, der som ham selv udfordrer skæbnen. Gruppen er enige om, at det er forkert, det de foretager sig, men hvorfor gør de det så? Er livet blevet for overfladisk?

Bogen slutter med ordene ”Så løber jeg”. Og det er nok det, Niels gør …..

Rasmus Tantholdt, Matilde Kimer og Puk Damsgård blandt andre kendte personer har støttet Jesper Bugge Kold i researcharbejdet. Det giver bogen en ekstra krølle, synes jeg.

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk